Havanesere Der er ikke nogen stedfortræder for vores tobak noget sted i verden. Det er lettere at lave god cognac end at opnå den cubanske tobaks kvalitet. Det skyldes jorden, mikroklimaet og andre naturlige faktorer, det er et af de privilegier som naturen gav vores ø. Det Fidel Castro Ruz selv sagt. Cohiba. Det indianske navn for tobak, som kun blev røget af Shamanen under rituelle, profeterende møder i høvdingens hytte. Cohiba/tobakken blev inhaleret direkte i næseborene igennem rør. De første nybyggere adopterede vanen ved at rulle blade sammen til tabaca og indhalere gennem munden. Rygningens popularitet spredtes fra Spanien og Nordamerika til England og hele vejen igennem Europa indtil tobakken blev en af Cubas største industrier. I slutningen af det 16. århundrede blev tobaksplanten endog spredt til Filippinerne, da et spansk skib, San Clemente, tog ca. 5 kg frø med til østen fra Havana. Ubegrænset billig arbejdskraft og en høst, der var hurtig og ret ukompliceret - tobaksplanten gror til en højde af ca. 1,8 m på seks måneder - blev til en blomstrende eksporthandel med et produkt, som kvalitetsmæssigt ikke havde sin lige i hele verden. Fra midten af 1800-tallet og frem til nutiden har tobaksproduktionen foregået på stort set samme måde. Bundter af tobaksblade ankommer fra tobaksplantagerne i baller, som er pakket ind i palmeblade. Hvert bundt er på fem blade, der hver er op til 50 cm lange. Bundterne rystes let for at løsne bladene, der forsigtigt bliver let fugtet og hængt op for at opsuge fugtighed i 2-3 timer. Bladene bliver derefter hængt til tørre, på dette stadium føles de seje og ligner umådeligt store, fugtige og gyldne salat blade. Fra tørrerummet bliver bladene sorteret efter farve, styrke og anvendelsesmulighed dvs. enten til fabriksfremstillede eller håndrullede cigarer, den seje stilk bliver revet af, de to bladhalvdele bliver glattet ud og efterset for svagheder. Tobaksbladene bliver igen klassificeret til brug for inder- eller yderblade til cigarerne, de bundtes og sendes af sted til de respektive afdelinger. Håndrullede cigarer er en behændig fagmands kunst. Hvert hele yderblad/omblad er skåret med øvet hånd, fyldbladene er udvalgte og rulles nu ind i første omblad, derefter lægges cigarerne i pres ca. 30 min. i en træform, som ofte er mere end 100 år gammel, og kan rumme 10 stk. Efter de 30 min. vendes cigarerne individuelt for at undgå trykmærker, de lægges i pres yderligere 20 min. Derefter rulles det sidste omblad på, det beskæres og trimmes med det specielle halvrunde knivblad, som cigarmageren så fermt håndterer. Til sidst formes cigarens spidse ende med et lille rundt udsnit af et tobaksblad, der sættes fast med en særlig pasta. Cigarer til eksport bliver omhyggeligt efterset og pakket i de verdenskendte cigarkasser, som derefter forsegles med garantimærket for den høje kvalitet. En speciel faglig viden er nødvendig både under dyrkningen af tobakken og på fabrikken. Tobakken kræver omhyggelig pasning, ofte beskyttes planten med fint bomuldsstof mod for stærk sol. Tobaksplantens blade har fem forskellige styrker, og planten plukkes med omhu i modningsperioden, november-februar. De bedste blade bliver tilskåret og brugt som omblade på de fineste cigarer. Disse blade behøver særlig opmærksomhed. Og det siges, at man stadig kan høre tobaksbønderne tale til planterne, mens de vokser og modnes i den specielt berigede jord. Man kan næsten sige, at tobaksbladene hører lyden af menneskestemmer lige fra de vokser på marken og til de går op i røg. Af mærker kan nævnes: Cohiba, Montecristo, Remeo y Julieta, Partagás, H. Upmann, Hoyo de Monterrey, Punch, La Gloria Cubana, Bolivar, Por Lañaga, Vegas Robaina, Fonseca og Trinidad. I 1999 eksporterede Cuba 150 mio. cigarer til en værdi af 64 USD.