Che Guevara - biografien om mennesket og myten
PDF Udskriv Email

I dag er det 40-året for likvideringen af Che Guevara, og der er i den anledning endelig udkommet en kæmpe-biografi om denne sagnomspundne frihedshelt , hvis portræt op gennem årene har prydet mangt et ungdomsværelse.

 

af Jens Fransen

Den danske udgave har været længe undervejs, idet bogen allerede udkom i USA for ti år siden, men den har været værd at vente på.

Forfatteren, John Lee Anderson, har brugt flere år på at skaffe sig adgang til kilder. Han tilbragte blandt andet flere år i Cuba, hvor han kom tæt på Che`s enke og andre af Che`s kampfæller.

Endvidere har han interviewet den tidligere general, Salinas, der var en af Che`s bødler i forbindelse med henrettelsen.

Bogen følger Che`s liv. Fra Argentina og lægestudiet til Guatemala i 1950érne, hvor Che`s revolutionære marxistiske ståsted for alvor tager fart.

'Fremtiden tilhører folket, og lidt efter lidt eller på en gang vil det gribe magten, her og i hele verden', hedder en af Che`s proklamationer i åbenbaringen.

Senere kæmper Che som bekendt sammen med Fidel Castro og erobrer magten på Cuba.

Men Che fortsatte sin kamp - først i Congo og senere i Bolivia, hvor han myrdedes.

Opofrelse

At være revolutionær kræver megen selvopofrelse, og Che krævede meget af sig selv - men også af andre. En revolution er en omvæltning. Og det kræver ofre.

Bogen viser også de blodige sider. Målet retfærdiggør midlerne. Skulle revolutionen føre til sejr, var det nødvendigt at henrette desertører og forrædere, ligesom det var afgørende, at stille den styrtede Batistas krigsforbrydere for en domstol.

Gennem årene fik Che mange fjender. Han så det som sit mål, at hjælpe et folk med at befri sig fra tyranniet. Og da han samtidig ikke blot betragtede Argentina - men hele Amerika - som sit fædreland, kom han hurtigt i miskredit i Washington. CIA var i lang tid ude efter ham, inden det så lykkedes.

Men inden da var der også bekymrede miner i Moskva, der i begyndelsen af 1960`erne havde sine ideologiske uoverensstemmelser med Kina, og som en overgang så Che som Kinas forlængede arm.

Bogen igennem kortlægges ikke kun Che`s liv, men en stor del af det latinamerikanske kontinents historie. Med alle de korrupte og USA -ledede regimer, der har været. Med Cuba, der som det første land, rev sig ud af kløerne.

Che lever stadig i bevidstheden, og hans navn forbindes med adskillige oprørsbevægelser rundt omkring på kloden, der kæmper for en mere menneskeværdig tilværelse med socialismen som udgangspunkt.

Der skal lyde stor ros til forlaget for dette omfattende og oplysende værk.

Bogen vil i øvrigt danne udgangspunkt for to film om Che Guevara, hvor forfatteren er chefkonsulent for instruktøren Steven Soderbergh.

John Lee Anderson: Che Guevara - biografien om mennesket og myten.

Oversat af Steen Sohn. Forlaget Sohn. 767 sider. 399 sider. Udkom 5. oktober.

 

Dagbladet Arbejderen, 9. oktober 2007