Oplyste og frie cubanere
PDF Udskriv Email

Erobrerne kom fra Spanien i skibe i en søgen efter det guld, der aldrig blev fundet, men på kort tid fik de udryddet øens indfødte med haglbøsser, sygdomme og hårdt arbejde ved flodernes bredder.

 

Af den Cubanske Ambassade i Danmark.

Tusinder og atter tusinder af slaver blev derpå i slaveskibenes mørke skrog bragt fra kysterne ved den afrikanske golf ved Guinea, det gamle Kalabar (Nigeria) og fra Mayombejunglen til Cuba, for at erstatte den indfødte arbejdskraft, og under piskeslag bidrog de til at udvikle en økonomi baseret på dyrkning af sukker.
Fra midten af 1900 tallet ankom andre skibe, denne gang med kinesiske kulier og før dette var franske nybyggere ankommet til den østlige del af Cuba efter at have krydset Winward-passagen, på flugt fra Toussaint L’Ouvertures revolutionære Haiti.
Senere ankom skibe fra De kanariske Øer med bønder, der var villige til at høste velduftende tobak og tropiske frugter. Skibene bragte også arabere og jøder, som åbnede deres butikker i byområderne, spanske entreprenører, der giftede sig med den lokale befolkning, hvilket resulterede i blandingsracer, indianere fra Yucatan, lærere og soldater fra de nyligt befriede lande i Latinamerika og sågar japanere, amerikanere og svenskere, der bosatte sig i små landbrugssamfund.

Ikke desto mindre voksede der en enhed ud af denne mangfoldighed, der baseredes på begreberne om nation og nationalitet. Begreber, der fandt deres endelige form i smeltediglen af befrielseskampe. Blandet blod og delte håb skabte en fælles kulturfølelse, eller med andre ord, en unik følsomhed, for vor egen kultur. En af vore fremmeste tænkere, Don Fernando Ortiz, studerede denne proces og gav den betegnelsen transdannelsen.

Hvis vi skulle definere essensen af cubansk kultur måtte vi medtage to hovedelementer: dens orientering mod integration og dens universelle opgave. Disse to elementer er uadskillelige.
Da den cubanske nationalitetsfølelse dagedes i de første årtier af det 19. århundrede, priste datidens største cubanske poet, José María Heredia, palmetræerne som et element, der symboliserer vort landskab, men han priste også det aztekiske arkitektoniske monument Cholula Teocallis majestætiske udtryk, fra præcolumbiansk tid, såvel som det imponerende Niagara-vandfald i Nordamerika.

Vor mest alsidige cubaner er poeten José Martí med hans ophøjede personlige følsomhed og fornemmelse for det sociale. Alle emner og alle menneskelige bestræbelser berøres i hans tekster, altid med et vågent øje for det etiske, i troen på menneskets forbedring og ømhed. Martís tekster er lektioner i alsidighed og cubansk mentalitet, og i hvorledes man skal dyrke og skelne det nationale fra det udenlandske, ved at tilegne sig det bedste fra begge.

Det er et held, at cubansk kultur besidder den legitimitet, der opstår af denne blanding, som har gjort det muligt for kulturen at overskride grænserne mellem de skønne kunstarter og de folkelige udtryk. ”Son” kan nævnes som et eksempel på dette. Son er en musikgenre med spanske og afrikanske rødder, der opstod i Cuba og som indbefatter den genre, der i dag er kendt som salsa. Vi kan nævne de kendte septetter El Habanero, Ignacio Piñero septet, La Vieja Trova Santiaguera, eller orkestre som Aragón og Jorrín, Arcaño y sus Maravillas, eller bands som Casino, Sonora Matancera, Arsenio Rodríguez, eller alle de bands, der i dag fylder natteluften med deres sange ved forskellige turistområder på øen.

Nicolás Guilléns poesi bør også nævnes. En poesi der miksede gadens sprog med de smukkeste spanske vers. Symfonier og kammermusik af Alejandro García Caturia og Amadeo Roldán, avantgarde-komponister på højde med Igor Stravinsky og Edgar Varese.

Spekteret indenfor de skønne kunstarter spænder fra Wilfredo Lam til Rául Martínez. Lam, der var tiltrukket af surrealismen og ven med Picasso, blandede europæiske, afrikanske og asiatiske elementer i sit maleri La Jungla (Junglen), der er udstillet på New York Citys Museum of Modern Arts. Martínez har benyttet pop-art til at portrættere heltene fra vore dages Cuba. Nævnes bør også Victor Manuel's sensualitet, Havanna by-samlingen, René Portocarrero's blomster og karnevalsmotiver, Mariano Rodriguez’ haner og Amelia Pelaez’ farvede glasmosaikker, Carlos Enríguez’ ryttere, Fidelio Ponces realistiske billeder og Servando Cabrera Morenos kvinder fra Havanna og militsmænd.
Alicia Alonso er Cubas absolutte prima ballerina, der har bragt det bedste fra verdensballetten ind i dansen og gjort det til en integreret del af den cubanske balletskoles univers og udtryk. Der er også sket en stor udvikling præget af originalitet indenfor moderne dans og folkloristiske danse, hvor vi også ser mange fremragende dansere. Cubansk teater lever også i bedste velgående.
José Lezama Líma, der blev verdensberømt for romanen "Paradis", blandede Góngoras mystik med hemmelighederne fra et Havanna bestående af huse bygget som refugier eller tilflugtssteder for gadernes tropiske hede. Blandt Cubas intellektuelle finder vi enestående litteraturkritikere og ordekvilibrister som Juan Marinello og José Antonio Portuondo.
Nicolás Guilléns poesi er enestående på grund af sin lyrik, den majestætiske måde, hvormed folkelighed og sociale kampe forenes, så det ofte ender i episk digtning. Cuba er tilstede i håbene, kærligheden og værkerne af Manuel Navarro Luna, Dulce María Loynaz, Roberto Fernández Retamar, Pablo Armando Fernández, Miguel Barnet, Francisco de Oraá, Eliseo Diego, Cinto Vitier og Fina García Marruz. Når de synger, kan det bringe tårerne frem, som tilfældet er med de gamle boleroer, men for det meste synges der til glæden og lykken, som den enestående Benny Moré f.eks gjorde det.
Indenfor jazzen finder vi også virkelige entusiaster som "Irakere" og "Chucho Valdés’ Latin Jazz". På guitar har vi Leo Brouwer samt mange unge musikere, der spiller alt fra Bach over populærmusik til The Beatles. Troubadurer som Silvio Rodríguez og Pablo Milanés har forenet hjertet og pligten. Er man til salsa, må man ikke gå glip af "Los Van Van", Isaac Delgado, Adalberto Álvarez, "NG La Banda", "Charangón de Revé", "Paulo F.G. y su Elite", "Original de Manzanillo" og mange flere med en overflod af partymood. Cubansk kultur bringer altid et smil frem på læberne og bringer øen og dens befolkning på en sand verdensomsejling.

DE VISES STEN
Den mest kritiske kulturelle begivenhed, der nogensinde har fundet sted i Cuba er Revolutionen i sig selv. Sejren og befrielsen den 1. januar 1959 åbnede døren for at cubansk kultur og cubanske kunstnere kunne komme til udtryk som aldrig før.
Landet gennemlever en tid med en rivende udvikling indenfor kunstnerisk og litterær kreativitet og en stor del af befolkningen tager med glæde imod kulturtilbuddene.
Man stræber konstant efter at sprede kulturen til befolkningen. Forfattere og kunstnere diskuterer kunstneriske kriterier og kulturens folkelige og samfundsmæssige dimension med dét formål at kunne tilbyde befolkningen de bedste og mest ægte kulturelle frembringelser fra Cuba og udlandet, og gøre befolkningen til aktive deltagere. Dette kræver, at befolkningen besidder en almen og omfattende kulturel baggrund, hvor skolen – forstået som en primær kulturinstitution – spiller en afgørende rolle.

Spredt ud over hele Cuba findes i dag omkring 250 museer, 55 teatre, 354 biblioteker, 123 kunstgallerier, 350 bogbutikker og 315 kulturhuse.