At vende tilbageslag til nye fremskridt
PDF Udskriv Email

I Cuba fejres den 26. juli hvert år som årsdagen for starten på revolutionen i 1953 - selv om denne start i sig selv blev et blodigt nederlag. Søndag morgen den 26. juli 1953 - midt i karnevalstiden - angreb halvandet hundrede unge cubanere diktatoren Batistas militærforlægning i Cubas næststørste by, Santiago de Cuba.

 

Af Ken Bruun, den 8. august 2006

Samtidig gik en mindre gruppe til angreb på kasernen i Bayamo. En mellemstor by, der også ligger i det østlige Cuba nær Sierra Maestra bjergene ligesom Santiago. Gruppen var ledet af Fidel Castro - og målet var at gennemhulle myten om militærdiktaturets uovervindelighed, inspirere til en folkerejsning i hele Cuba, vælte diktaturet og genindføre det borgerlige demokrati. For senere at gennemføre en socialistisk samfundsforandring, når der var vundet folkelig opbakning til dette.

Men begge steder slog angrebene fejl.

Det er ikke hensigten her at fortælle hele historien om de følgende års genoptagelse af befrielseskampen - med nye tilbageslag og modoffensiver - frem til den endelige sejr i januar 1959. Om dette og meget andet kan man læse i to bøger, som Dansk-Cubansk Forening udgiver i forbindelse med Fidel Castros 80 års dag den 13. august. Den ene har titlen: 'Man kan ikke slå idéer ihjel!' Cubas præsident fortæller her sin egen og revolutionens historie. Der er gengivet otte af hans vigtige taler fra 1991 til 2006. Samt én af Nelson Mandela om Cubas betydning for det sydlige Afrikas befrielse - og én af Cubas udenrigsminister ved landets valg til et sæde i FN`s Menneskerettighedsråd.

Den anden bog gengiver Fidel Castros forsvarstale efter tilfangetagelsen i 1953 - og har fået sin titel efter Castros sidste ord i talen: Historien vil frikende mig!

 

To slags realpolitik.

Men det er kendetegnende for de revolutionære cubanere, at de blodige og bitre begivenheder den 26. juli 1953 aldrig blev betragtet som et endeligt nederlag. I stedet betragtede de det som et moralsk afsæt for den fortsatte befrielseskamp - og et inspirerende eksempel for den cubanske befolkning, der blev brutalt undertrykt og udplyndret. I den ånd fejres den 26. juli hvert år.

Når Fidel Castro afslutter sin årlige 26. juli tale - der i år blev holdt i Bayamo - med ordene: Længe leve Revolutionen! Fædrelandet eller Døden! Vi vil sejre! - Så er det lige før, en dansker og hans angivelige talerør i parlament og medier får kaffen galt i halsen - eller trækker overlegent ironisk på smilebåndet.

Der er bare en fundamental kendsgerning - eller rettere kæde af kendsgerninger - som 'realpolitikken' og den overlegne ironi glemmer at tage i betragtning:

De revolutionære cubanere førte rent faktisk revolutionen til sejr. De gennemførte en socialistisk samfundsforandring - og holder fast ved den trods alle tilbageslag for socialismen i verdensmålestok. De besejrede de kontrarevolutionære, der invaderede Cuba ved Svinebugten i april 1961 - med støtte fra USA - på tre døgn. De gennemlevede truslen om atomar udslettelse i oktober 1962 uden at tabe hovedet. De overlevede tabet af 80 procent af deres samhandel på rimelige vilkår med Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa. De har vendt den efterfølgende dybe økonomiske krise i 1990`erne til ny økonomisk fremgang. Uden de hensynsløse nedskæringer på det uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige og sociale område, som er patentmedicinen overalt i den kapitalistiske verden. De har holdt fast ved deres storstilede solidariske hjælp til andre fattige lande og folkeslag med hensyn til først og fremmest sundhed og uddannelse.

For øjeblikket arbejder der 28.000 læger og sundhedsarbejdere i 71 lande.

De revolutionære cubanere fører altså også realpolitik. Forstået på den måde, at de har holdt deres løfter til den cubanske befolkning - og arbejdet ufravigeligt på at omsætte deres mål og principper til realiteter. Trods alle hindringer og tilbageslag.

 

Cubas økonomiske og sociale fremskridt.

Fidel Castros 26. juli tale i år handlede som hans 1. maj tale i hovedsagen om Cubas økonomiske genrejsning - og nye offensiver på det uddannelsesmæssige og kulturelle, sociale og energipolitiske område.

I sin tale den 26. juli i fjor kunne Castro fortælle, at landets økonomiske vækst i 2005 ville ende et sted mellem 7 og 9 procent - og at Cuba og Venezuela ville være de lande i Latinamerika, hvis økonomier havde den største vækst. I sin 1. maj tale i år kunne han fortælle, at Cubas økonomiske vækst i det første halve år havde ligget på omkring 12 procent.

I sin tale i Bayamo 26. juli i år kunne han fortælle, at mens der for fire år siden var en arbejdsløshed på 10,7 procent i den provins, hvor byen ligger - så er procenten nu nede på 1,6 procent. I praksis fuld beskæftigelse dér som i resten af Cuba. Noget uhørt i resten af Latinamerika og hele verden.

I maj i fjor blev minimumslønnen for mere end halvanden million arbejdere godt og vel fordoblet. Gennemsnitslønnen blev hævet med omkring 20 procent. Og lønningerne stiger fortsat gradvis i alle sektorer. Pensioner og socialhjælp blev også forhøjet. I alt kom disse økonomiske forbedringer 4,4 millioner mennesker til gode - hvilket svarer til 30,9 procent af befolkningen.

Frem til 23. juli i år var børnedødeligheden i Cuba nået ned på 5,6 per 1000 levendefødte. I 1952 (året før revolutionens start) udgjorde den 118 per 1000 levendefødte. I 1970 (11 år efter revolutionens sejr) døde 44 ud af 1000 børn, inden de var fyldt fem år. I de sidste fem år er kun 5 ud af 1000 døde, før de fyldte fem.

I årene fra 1950 til 1955 kunne en cubaner i gennemsnit forvente at leve i 59,6 år. Mens den gennemsnitlige levealder i de rige lande var 66,1 år. I 1970 kunne en cubaner derimod forvente at leve 70 år - og nu er den gennemsnitlige levealder 77 år. Cuba rangerer derfor blandt de 25 lande i verden, der har den højeste gennemsnitlige levealder.

Der er sket og sker fortsat et omfattende vedligeholdelses- og fornyelsesarbejde på bygninger inden for både sundhedsområdet, uddannelsesvæsenet og det kulturelle liv. De i forvejen fremragende uddannelser på sundhedsområdet, inden for kunst og kultur og informationsvidenskab udbygges med nyt udstyr og nye metoder. Derudover er der startet mange efteruddannelseskurser - og kurser specielt rettet mod socialt marginaliserede unge for at give dem mindst 12 års uddannelse. Helst også en gymnasial og for manges vedkommende også på universitetsniveau. Der gives nu undervisning på universitetsniveau i alle landets kommuner - og også i meget stort omfang på særlige uddannelseskanaler i det cubanske fjernsyn. Ligesom der trykkes og sælges bøger i et hidtil uset omfang. Målet er at gøre cubanerne til det bedst uddannede og bedst kulturelt dannede folk i verden. Både for at højne cubanernes velfærd - og ud fra den tese, at idéernes kamp er den virkelige kamp i verden i dag.

 

Offensiver på transport- og energiområdet

Det betyder ikke, at Cubas regering prioriterer det materielle grundlag for landets udvikling og befolkningens velfærd lavere. Der er indkøbt nye busser, tog og lastvogne samt hårde hvidevarer og fjernsynsapparater en masse i blandt andet Kina. Cuba er også i færd med at omlægge hele landets mønster for energiforsyning. Fra kraftværker og distributionsnet til tankstationer, offentlige bygninger og alle landets private hjem. Målene er: At gennemføre omfattende energibesparende foranstaltninger - og bekæmpe både spild og svind som følge af kriminalitet. At forny og effektivisere distributionsnettet i hele landet - og samtidig decentralisere fremstillingen af energi for at beskytte sig mod naturkatastrofer og fjendtlig sabotage. At anvende solenergi og vindkraft i stadig større omfang for at spare på de fossile brændstoffer og nedsætte forureningen. At få fornyet lysnet, komfurer, køleskabe, ventilatorer og fjernsynsapparater i alle hjem over en årrække. Så kvaliteten bliver mærkbart forbedret - og der også på den måde kan ske store energibesparelser.

Fidel Castro sluttede sin 1. maj tale i år med følgende tankevækkende overslag:

'Hvis de indsatser, som nu bliver gjort i Cuba, blev efterlignet af alle andre lande i verden - så ville der ske følgende: For det første ville de eksisterende og potentielle reserver af kulbrinter vare dobbelt så længe. For det andet ville den fo rurening, som ledes ud i miljøet ved anvendelse af disse kulbrinter, blive halveret. For det tredje ville verdensøkonomien - præget som den er af spild - få et tiltrængt pusterum. Eftersom den enorme mængde af transportmidler og elektriske apparater skulle genanvendes. For det fjerde kunne der så erklæres et femten år langt foreløbigt stop for opførelsen af nye atomkraftværker.

Intet vil kunne standse os! Fædrelandet eller Døden! Vi vil sejre!'

Ken Bruun har oversat talerne, der indgår i den nævnte bog: Man kan ikke slå idéer ihjel! samt andre taler af Fidel Castro. De kan bestilles hos Dansk-Cubansk Forening. www.cubavenner.dk