Fidel Castro: Klimatopmødets sidste akt
PDF Udskriv Email

Af Fidel Castro

... kampen om klimaet, som fandt sted under topmødet i København, har bidraget til bevidstheden om den umiddelbare fare.

Det handler ikke om en trussel på langt sigt engang i det 22. århundrede, men nu i det 21. århundrede. Det er end ikke sidste halvdel af dette århundrede men i de kommende årtier, at vi begynder at lide under de frygtelige konsekvenser.

 

Det handler imidlertid ikke blot om at imødegå imperiet og dets følgesvende, som i denne sag som i alle andre sager forsøger at påtvinge alle deres dumme og egoistiske dagsorden. Det er en kamp om holdningen blandt verdens befolkning, som ikke kan overlades til tilfældigheder eller tilbøjelighederne i hovedparten af massemedierne.

Det er en situation, som heldigvis millioner af modige mennesker i verden er bekendt med. Det er en kamp, som må føres sammen med den brede befolkning og de sociale organisationer samt videnskabelige, kulturelle, humanitære og andre internationale institutioner. I særlig grad i det FN, hvor USA og dets NATO-allierede samt de rigeste lande forsøgte at gennemføre et bedragerisk og udemokratisk kup mod Den tredje Verdens fattige lande og udviklingsøkonomier under topmødet i Danmark.

Yankee-præsidenten

I København deltog den cubanske delegation sammen med andre delegationer fra ALBA og lande i Den tredje Verden. Vi blev tvunget til at kæmpe til det sidste under utrolige vilkår, som blev indledt med yankee-præsidenten Barack Obamas tale samt indlæggene fra en gruppe af de rigeste lande på planeten, som var besluttede på at få ophævet de bindende forpligtelser fra Kyoto - hvor dette vanskelige spørgsmål blev diskuteret for mere end 12 år siden. I stedet ønskede de at lægge byrden af de nødvendige ofre på de underudviklede lande og udviklingsøkonomierne. Det er disse lande, der er de fattigste og samtidigt de primære leverandører af råvarer og ikke fornybare ressourcer til de udviklede lande.

Obama dukkede først op i København på konferencens sidste dag.

Det værste ved hans optræden var, at han - efter at have besluttet at afsende yderligere 30.000 soldater til slagterierne i Afghanistan... så tog han til Oslo for at modtage intet mindre end Nobels Fredspris.

Han kom til den norske hovedstad den 10. december og holdt en tom, demagogisk tale, som skulle retfærdiggøre ham.

Den 18. december, på topmødets sidste mødedag dukkede han op i København, hvor det var hans plan at blive i blot otte timer. Hans udenrigsminister og en udvalgt gruppe af hans bedste strateger var ankommet dagen før.

Lars Løkke logrede

Det første Obama gjorde var at udvælge en gruppe topmødedeltagere, som fik den ære at ledsage ham mens han talte til topmødet. Den selvtilfredse og logrende danske statsminister, som var formand for topmødet, gav ham talerstolen foran 15 på listen. Imperiets chef fortjente særlige æresbevisninger.

Hans tale var en kombination af søde ord krydret med teatralsk gestikuleren, som allerede er blevet kedelige for folk som mig, der har bestemt sig for at lytte til ham i et forsøg på at være objektive i vurderingen af hans budskaber og politiske hensigter.

Obama fik sin tjenstvillige danske vært til at udvirke, at kun Obamas støtter kunne komme til at tale efterfølgende, og det på trods af, at han umiddelbart efter sin tale gennem en bagdør 'stak af' fra sine tilhørere, som havde vist ham den ære at lytte til ham med interesse.

Så snart den særlige liste med talere var afsluttet bad en indiansk mand om talerstolen. Han er aymara helt ind i hjertet. Han er Bolivias præsident Evo Morales, og var netop blevet genvalgt med 65 procent af stemmerne. Hans entre på talerstolen udløste voldsomme klapsalver fra de tilstedeværende.

På blot ni minutter udtrykte han dybe og værdige tanker som svar på ordene fra den fraværende nordamerikanske præsident.

Umiddelbart efter bad Hugo Chávez om taletid på vegne af Den Bolivarianske republik Venezuela. Mødelederen kunne ikke gøre andet end at give ham ordet, og han bruge taletiden til at improviseren af de mest brillante taler, jeg nogensinde har hørt. Da han sluttede slog ordstyreren hårdt i bordet og afsluttede det usædvanlige møde i plenarforsamlingen.

Angreb på Kyoto

Den meget travle Obama og hans følge havde imidlertid ikke et øjeblik at spilde.

Hans gruppe havde strikket et forslag til erklæring sammen. Den var fuld af vage formuleringer og i sit indhold negationen af Kyoto Protokollen.

Da Obama forlod plenarforsamlingen, mødtes han med andre grupper af topmødedeltagere. Ikke mere end 30. De forhandlede i lukkede grupper. Han satte trumf på. Kom med tal som løb op i millioner af de grønne pengesedler, hvis værdi ikke er understøttet af guld og som uafbrudt devalueres. Han truede endog med at forlade topmødet, hvis ikke hans krav blev taget til efterretning.

Og bunden blev nået, da han på et møde for de super-rige lande, hvori deltog flere af de vigtigste udviklingsøkonomier samt to eller tre fattige lande, fremlagde sit dokument med en ultimativ tone af 'take it or leave it' (dette eller intet).

Den danske statsminister forsøgte at fremlægge den forvirrende, flertydige og modsætningsfyldte erklæring som topmødets dokument - under en diskussion, som landene, der udgør de Forenede Nationer nærmest ikke deltog i.

Topmødets plenarmøder var allerede sluttet. De fleste stats- og regeringsledere samt udenrigsministre var allerede afrejst mod deres respektive lande da - klokken tre om morgenen - den fornemme danske statsminister præsenterede det penible dokument ved et plenarmøde. De flere hundrede embedsmænd, der havde stået meget igennem og ikke sovet i tre døgn, fik kun en time til at diskutere og vedtage dokumentet.

Historisk konfrontation

Det var her mødet blev ophedet. Delegaterne havde ikke haft tid til at læse det. Flere af dem havde bedt om ordet. Den første var repræsentanten fra Tuvalu, hvis øer ville blive oversvømmet, hvis man vedtog forslaget.

Delegaterne fra Bolivia, Venezuela, Cuba og Nicaragua fulgte ham.

Denne dialektiske konfrontation klokken tre om morgenen den 19. december fortjener at blive fæstet i historien, hvis historien fortsætter efter klimaforandringerne.

Da store dele af, hvad der skete er kendt eller er at finde på internettet, vil jeg begrænse mig til at gengive uddrag af to svar fra Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez, som fortjener at blive bemærket som bidrag til forståelsen af de sidste episoder af sæbeoperaen i København. Og som dele af det sidste kapital, som stadig ikke er udkommet...

'Hr. præsident [Danmarks statsminister]... Det dokument, som De understregede ved flere lejligheder ikke eksisterede, er nu dukket op. Vi har alle set de versioner, som cirkulerede i hemmelighed, og som blev diskuteret ved små og hemmelige møder uden for de topmødelokaler, hvor det internationale samfunds repræsentanter forhandler i åbenhed.'

Jeg slutter mig til erklæringerne fra repræsentanterne fra Tuvalu, Venezuela og Bolivia. Cuba betragter teksten i dette uaftoriserede forslag som ekstremt utilstrækkelig og utilladelig...'

'Det dokument, som de fremlægger indeholder desværre ikke nogen som helst forpligtelser til at nedsætte udledningerne af drivhusgasser.'

Jeg er bekendt med tidligere versioner, som under tvivlsomme rammer blev forhandlet bag lukkede døre, og i hvilke man talte om nedsættelser på mindst 50 procent i 2050.'

'Det dokument, som De fremlægger nu, udelader lige netop de i forvejen magre og utilstrækkelige nøgletal, som disse tidligere versioner indeholdt. Dette dokument sikrer på ingen måde opfyldelsen af de minimale forholdsregler, som kan gøre det muligt at afværge en ekstremt alvorlig katastrofe for planeten og menneskearten.'

'Dette skandaløse dokument, som De har fremlagt udelader eller er tvetydigt når det handler om specifikke forpligtelser for de udviklede lande til nedsættelser af udledninger. Det er de lande, som bærer ansvaret for den globale opvarmning i lyset af landenes historiske og aktuelle udledninger, og derfor falder det i deres lod at iværksætte betydelige reduktioner straks. Dette papir indholder ikke et eneste ord om forpligtelser for de udviklede lande.'

'... så Deres rolle, hr. præsident, er at skrive Kyoto Protokollens dødsattest, hvilket min delegation ikke godkender.'

'Den cubanske delegation ønsker at lægge vægt på vigtigheden af princippet om et 'fælles men differentieret ansvar', som det centrale koncept i den fremtidige forhandlingsproces. Deres papir siger ikke et ord herom.'

'Den cubanske delegation gentager sin protest mod de alvorlige brud på procedurerne, som vi har oplevet i den udemokratiske ledelse af forhandlingerne på denne konference med brug af tilfældige, eksklusive og diskriminerende rammer og former for debat og forhandlinger...'.

'Hr. præsident, jeg anmoder hermed formelt om, at denne erklæring optages som en del af rapporten om arbejdet på denne beklagelige og skammelige COP15'.

Mere manipulation

Hvad ingen kunne have forestillet sig er, at efter endnu en lang pause og på et tidspunkt, hvor kun formaliteterne var tilbage før afslutningen at topmødet, da gjorde værtslandets statsminister - styret af yankee`erne - endnu et forsøg på at få dokumentet vedtaget i enighed. På det tidspunkt var der end ikke udenrigsministre tilbage ved plenarmødet.

Delegationerne fra Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Cuba, som holdt sig årvågne og i beredskab uden at sove til sidste minut, forhindrede denne sidste manøvre i København.

Men problemerne var ikke overstået.

De magtfulde er ikke vant til at tillade modstand.

Den 30. december informerede Danmarks permanente mission ved FN i New York hjerteligt vores mission om, at man havde noteret sig Københavns-aftalen af 18. december 2009, og man vedlagde en kopi af beslutningen. I henvendelsen hed det: '... den danske regering opfordrer som formand for COP15 parterne til snarest muligt at informere UNFCCC`s sekretariat skriftligt om at man er villige til at tilslutte sig Københavns-aftalen.'

Cuba i blækhuset

Denne overraskende meddelelse udløste et svar fra Cubas permanente mission ved FN, hvori regeringen: '... klart afviser forsøget på indirekte at få vedtaget en tekst, som ikke alene blev afvist af flere delegationer på grund af sin utilstrækkelighed i forhold til de alvorlige følger af klimaforandringerne, men også fordi den kun beskæftiger sig med en mindre gruppe landes interesser.'

Samtidigt udløste den et brev fra Cubas viceminister for videnskab, teknologi og miljø, Fernando González Bermœdez til UNFCCC`s sekretariatschef Yvo de Boer. Heri hedder det blandt andet:

'Vi har med forbavselse og bekymring modtaget en henvendelse, som den danske regering afleverer til landenes missioner ved FN i New York. De kender sikkert sagen, hvormed man henstiller til parterne, som er tilknyttet [FN`s klimaforhandlinger] UNFCCC, om skriftligt at informere Dem i egenskab af sekretær for UNFCCC om, at man ønsker at tilslutte sig den såkaldte Københavns-aftale.

Vi har med yderligere bekymring bemærket, at den danske regering oplyser, at UNFCCC`s sekretariat vil inkludere i rapporten fra topmødet i København en liste over de stater, som har givet udtryk for, at de forpligter sig over for den nævnte aftale.'

'Efter Cuba opfattelse er denne handling et groft og forkasteligt brud på beslutningen i København, hvor staterne i lyset af den åbenlyse mangel på enighed, begrænsede sig til at notere sig eksistensen af det anførte dokument.'

Intet af det, som COP15 vedtog bemyndiger regeringen i Danmark til at handle således og endnu mindre at UNFCCC`s sekretær optager stater på en liste i den endelige rapport, hvilket han ikke har noget mandat til.'

Og Cubas viceminister slutte sit brev således:

'Jeg må informere Dem om, at Cubas regering på det bestemteste afviser dette nye forsøg på indirekte at legitimere et falsk dokument og gentager over for Dem, at det bringer fremtidige forhandlinger i fare at handle således. Det vil sætte et farligt eksempel for arbejdet i UNFCCC og i særdeleshed skade den gode ånd med hvilken delegationerne må fortsætte forhandlingsprocessen det kommende år.'

Latterlige småpenge

Mange ved godt, at det dokument, som blev fremmet af USA, repræsenterer et tilbageskridt i forhold til de resultater, som er opnået af de kræfter, som bestræber sig på at undgå en stor katastrofe for vores art...

Tanken om, at de rige lande skal bidrage med 30 milliarder dollar over tre år til de fattige lande, så de kan betale udgifterne ved at imødegå klimaforandringerne - et beløb, der kunne stige til 100 milliarder fra 2020, er i lyset af problemernes alvor en absurditet...

Hvis de industrialiserede lande på et tidspunkt skulle opfylde deres løfte om at bidrage med 0,7 procent af deres bruttonationalprodukt til ulandene - noget som med få undtagelser ingen gør - så ville beløbet være over 250 milliarder om året.

USA`s regering bruger 800 milliarder dollar på at redde bankerne. Hvor meget er man klar til at betale for at redde de ni milliarder mennesker, som bebor planeten i 2050, i tilfælde af en tørke i stor skala eller en oversvømmelse udløses med afsmeltningen af gletscherne og de store mængder af frosset vand på Grønland og Antarktis?

Del og hersk

Vi må ikke bedrage os selv.

Det, som USA har forsøgt med sine manøvrer i København er at splitte Den tredje Verden. Adskille mere end 150 underudviklede lande fra Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og andre lande.

Vi må og skal være forenede for i Bonn, Mexico og ved enhver anden international konference at forsvare - sammen med sociale, videnskabelige og humanitære organisationer - holdbare aftaler, som er til gavn for alle lande, og som kan sikre menneskeheden mod katastrofer, der kunne lede udryddelsen af vores art.

 

Denne reflektion af Fidel Castro er oversat af Arbejderen. Den er forkortet. Mellemoverskifter er indsat af redaktionen.