Hvem er Raul Castro Ruz?
PDF Udskriv Email

Efter et helt liv at have været ”nummer to” er Raul Castro nu blevet nummer et.

Af Preben Høeg Rasmussen, redaktør for cuba.dk – dansk portal


Raul Castro blev den 24. Februar 2008 valgt som Cubas nye præsident efter at han storebror, Fidel Castro, har ledet Cuba siden 1959. I 2011 blev han desuden valgt som 1. sekretær for Cubas Kommunistiske Parti.

Raul Castro er født den 3. Juni 1931 i Birán i det østlige Cuba. Han var det fjerde af 7 børn. Ligesom Fidel studerede han på jusuitterskolen Collegio Dolores i Santiago de Cuba 800 km fra Havana. Han fulgte også Fidel til Universitetet i Havana, hvor han hurtigt blev medlem af Socialistisk Ungdom.

I februar 1953 deltog han i en kongres i Wien, Østrig, for ungkommunister. Han besøgte derefter de socialistiske hovedstæder Bucarest og Budapest inden han vendte tilbage til Cuba for at tilslutte sig Fidels bevægelse i kampen mod diktatoren, Batista.

Kort tid efter, den 26. Juli 1953, deltog han i det fejlslagne angreb på Moncada militærkasernen i Santiago de Cuba. Raul troede en kort ovegang at Fidel var blevet dræbt og påtog sig offentligt ledelsen af bevægelsen. Fidel og Raul blev begge anholdt og blev henholdsvis idømt 15 og 13 års fængsel. De blev sammen med andre fanger løsladt efter 22 måneders fængsel på Isla de Piñas. Pga. repressionen fra Batista-styret søgte de til Mexico for at reorganisere oprørsbevægelsen. ”Vi brød nok nogle love i landet, men ikke rettet mod dette broderland”, fortæller Raul Castro.
Her mødte Raul Ernesto ”Che” Guevarra fra Argentina, som han præsenterede for Fidel.

Den anden december 1956 sejlede brødrene i ”Granma ” båden med 82 mand mod sydkysten på Cuba for at igangsætte oprøret. De fleste blev dræbt af Bastista hæren, og da de to brødre mødtes igen den 18. december 1956 i Cinco Palmas var Fidels første spørgsmål efter omfavnelsen: ”Hvor mange våben har du? ” ”Fem”, svarede Raul. ”Jeg har to, - så skal vi nok vinde”, konkluderede Fidel.

Den unge Raul var efter at blive udnævnt til kommandant den 27. Februar 1958 leder af 4.000 mand i Den Anden Front (Jefe del Segundo Frente Oriental "Frank País"), i det østlige Cuba som i slutningen af året var det første befriede område. Han ledte indtoget i Santiago de Cuba, Cubas næststørste by og revolutionens vugge.
Den 1. januar 1959 flygtede Bastista med lommerne fulde af statens penge og den 8. januar indtog de grøn-klædte guerilla-folk Havana under jubelscener. Raul Castro var militærchef i Oriente indtil han i oktober 1959 blev forsvarsminister (FAR).

Den 26. Januar 1959 giftede Raul sig med Vilma Espin, revolutionskæmper, og senere forkvinde for Kvinde Føderationen. De fik fire børn sammen.

Raul Castro underskriver i Moskva den første aftale (udkast) med Sovjetunionen om opstilling af missilraketter i Cuba, som fører til den såkaldte missilkrise. I tresserne studerer Raul Castro på miltærskole i Sovjetunionen. Efter hjemkomsten til Cuba kritiserer Raul offentligt den såkaldte ”microfraktion” i det cubanske kommunistparti for alt for bogstaveligt at følge Sovjets linie.

I halvfjerserne er Raul Castro kraftigt involveret i Cubas militære deltagelse i Afrika - både i Angola og Etiopien.

Han vælges i 1976 til det nye parlament, hvortil han siden er blevet genvalgt. Den 15. november 1976 bliver Raul Castro udnævnt til general i hæren.

Han leder de økonomiske reformer, hvor hæren opbygger systemer af fødevare-produktion til både hæren og befolkningens forbrug. Hæren, som betegnes om meget effektiv, opbygger stærke økonomiske virksomheder, især inden for turisme, og der bygges og udvikles hotelkæder samt varehuse. Hæren er en økonomisk magt i landet. Efter socialismens fald i Østeuropa og Sovjetunionens sammenbrud oplever landet en voldsom krise, hvor netop turisme og førevareproduktion sættes i centrum for at vende nedgangen.

I november 1997 besøger Raul Castro Kina hvor deres økomiske system studeres.

Den 27. Februar 1998 tildeles han titlen ”Heroe de Cuba.”

Den 31. Juli 2006 bliver Raul Castro af Fidel udpeget som hans midlertidige afløser som præsident under Fidels operation og sygdom. Fidel udtrykker forventning om at genoptage sine hverv efter nogle måneder, men det skal gå anderledes.

Året efter oplever Raul Castro et hårdt slag. Hans kone, Vilma Espin, lederen af den cubanske kvindeorganisation, dør 77 år gammel. Hun var den politisk højest placerede kvinde i Cuba. Det vækker opmærksomhed, at han offentligt udtrykker sin sorg over tabet af hans kone. TV viser ham sammen med hans fire børn og otte børnebørn ved gravpladsen som bærer både Vilmas og hans navn.

Raul opsøger jævnligt sin bror for politiske konsultationer og holder i starten lav profil, mens den politiske reorganisering af landet planlægges.

På mærkedagen den 26. Juli 2007 holder Raul en større tale, hvor han antyder visse forandringer i landets politik, især på områder som de daglige levevilkår. Talen udgør et debatoplæg i det cubanske samfund. Han bedyrer iøvrigt, at Den Specielle Periode ikke er slut.

Den 2. December genvælges Raul Castro til parlamentet.

Den 21. December præsiderer Raul Castro det 4. Petrocaribiske topmøde.

Søndag den 24.2. 2008 mødes de 609 medlemmer (heriblandt en 18-årig kvinde) af det nyvalgte parlament for at vælge statsråd (regering, 31 personer, hvoraf 13 var nyvalg) samt landets nye formand for Statsrådet, dvs. præsident. Kongressen afspejler først og fremmest kontinuitet. Som ny præsident vælges Raul Castro Ruz, Fidel Castros yngre bror med alle stemmer. Raul Castro, 76 år, var 1. vicepræsident og har officielt været den forventede afløser. Han er 2. sekretær i Central Komiteen i Cuba Kommunistiske Parti.
Den nye 1. vicepræsident bliver endnu en veteran fra revolutionen, organisationssekretær for Cubas Kommunistiske Parti, José Ramón Machado Ventura, 77 år, (med 601 ud af 609 stemmer). Som 2. vicepræsidenter vælges Carlos Lage Dávila (609 stemmer) Juan Almeida Bosque (608), Esteban Lazo Hernandez (608), Albelado Colomé Ibarra (608) og Julio Casas Regueiro (608), som samtidig bliver ny forsvarsminister. Som præsident for parlamentet genvælges Ricardo Alarcón de Quesada - og Jaime Crombet Hernandez-Baquero vælges som ny 1. vicepræsident. Hæren udvider efter forslag fra Fidel sin repræsentation med to generaler, som begge har krigserfaringer fra Cuba og Angola. Fidel er fraværende pga. sygdom og "brevstemmer".
Raul får kongressens bemyndigelse til fortsat at konsultere Fidel Castro. "Fidel er Fidel", siger Raul. De øvrige ministerposter vil først blive fordelt på et senere møde.
Efter valget understreger Raul Castro i sin tale partiets rolle og behovet for at forbedre levestandarden i landet. Han lover afskaffelse af nogle generende forbud, som blev indført i en mangelsituation. Købekraften for den cubanske peso skal forbedres. Man skal kunne leve af sin lovlig tjente arbejdsløn, som skal afspejle indsatsen. Den dobbelte valuta skal studeres. Rationeringsbogen skal afskaffes. Produktionen skal hæves og planlægning forbedres. Statsinstitutioner skal nedlægges eller sammenlægges, regeringens arbejde skal gøres mere effektiv. Den positive kritik skal udvikles indenfor det politiske system, da der ikke findes antagonistiske modsætninger og klasser.


I løbet af 2009, 2010 og 2011 konsolideres Rauls Castros indflydelse. I april 2011 afholdes Cubas Kommunistiske Partis 6. kongres, hvor Raul vælges som partiets første-sekretær til afløser fra Fidel (som ikke stiller op til Centralkomiteen). Raul oplyser, at det bliver hans sidste opgave. Kongressen, kaldet "Raúl kongressen", sætter focus på økonomi og produktion.

Raul Castros søn, Alejandro, er officer i Indenrigsministeriet og hans ”højre hånd”.

Datteren Mariela er en kendt sexolog og fortaler for homoseksuelles rettigheder.

Svigersønnen, Luis Alberto Domingo, leder finanserne i de væbnede styrker.



Officiel præsentation ved valget i januar 2008: RAÚL CASTRO RUZ

Nivel escolar: Superior. Ocupación: Segundo Secretario del Comité Central del Partido, Primer Vicepresidente de los Consejos de Estado y de Ministros. Ministro de las Fuerzas Armadas Revolucionarias. Asaltante al Cuartel Moncada, expedicionario del Granma, Combatiente de la Sierra Maestra, Jefe del Segundo Frente Oriental "Frank País", Jefe Militar de la provincia de Oriente, Ministro de las FAR desde 1959, Diputado al Parlamento desde 1976, año en que es elegido además como Primer Vicepresidente de los Consejos de Estado y de Ministros; en ese mismo año es ascendido al grado de General de Ejército. En 1998 le fue conferido el título honorífico de Héroe de la República de Cuba y la Orden "Máximo Gómez" de 1er. Grado. Ha realizado aportes notables a la Revolución como dirigente político, estadista y jefe militar. Ha desempeñado un papel importante en la Batalla de Ideas que libra nuestro pueblo, consagrándose por entero a la defensa de la Revolución Socialista. Municipio: Segundo Frente.