Hva' så, Cuba! Hvordan går det?
PDF Udskriv Email

– De unge higer efter at få deres egen bolig, og de er klar til at gøre en ekstra indsats for at tjene pengene. Så de arbejder mere og dermed producerer de mere. Luis Brito er overbevist om, at denne logik holder hele vejen.

Luis Brito er et mildt menneske med en blød og lidt sprød stemme. Det er faktisk svært at forestille sig ham holde en brandtale i en byggefags-fagforening.

 

Men det har han gjort mange gange, og måske er det dét, som har slidt stemmen?

Men den cubanske gæst og mangeårige formand for bygningsarbejdernes fagforening i Havanna er ikke sat stævne for at snakke om kaffe. Han skal fortælle om, hvordan det går med de økonomiske forandringer, der sker i hans land.

– At få gennemført disse økonomiske forandringer er en kamp på liv og død for revolutionen, forklarer Luis Brito. Og det haster – men ikke mere end at det skal ske i det tempo, som befolkningen står inde for, tilføjer han.

På den 6. kongres i Cubas Kommunistiske Parti (PCC) i dette forår vedtog man en lang række forslag til økonomiske reformer. De er nu i hurtigt tempo ved at blive diskuteret og omsat til lovgivning i Cuba Nationalforsamling.

– Jae... det begyndte jo inden kongressen...

I Cuba som i alle andre lande, så tages der jo økonomiske initiativer og der vedtages love hele tiden. Så det er ikke helt enkelt lige at sætte en startdato for de forandringer, der nu er sat i gang.

 

Raúl Castros tale

Men mange cubanere stadfæster en vigtig dato i denne sag til 26. juli 2009.

Her holdt Cubas dengang forholdsvis nye præsident Raúl Castro en skelsættende tale til det cubanske folk.

Han rejste kritik af, at det cubanske samfund på mange felter er alt for ineffektiv og alt for overadministreret.

– 40 procent af arbejdsstyrken er beskæftige ved ikke-produktivt arbejde, siger Brito.

Det tal skal halveres!

Siden denne sommer for to år siden har hele befolkningen været involveret i en samfundsdiskussion, som kulminerede med kongressen i Cubas Kommunistiske Parti.

– Mellem talen i 2009 og frem til kongressen i år var der allerede sket en masse, forklarer Luis Brito. Især er produktionen af fødevarer vokset.

En af de love, der er vedtaget i Natonalforsamlingen er at hæve pensionsalderen med fem år.

Luis Brito forklarer, at tidligere gik kvinder på pension når de fyldte 55 og mænd når de fyldte 60 år.

I dag er pensionsalderen hævet til 60 for kvinder og 65 år for mænd.

– Arbejdsstyrken i Cuba er den næstældste i verdensdelen, fortæller Luis Brito, som selv nærmer sig pensionsalderen. I disse år gå der to cubanere på pension for hver ung cubaner, der træder ind på arbejdsmarkedet.

Det er derfor helt afgørende at få cubanere væk fra skrivebordene og ud i produktionen. Og det er derfor vigtigt, at få hævet produktiviteten. Den cubanske arbejder skal producere mere.

På det halve år, der er gået siden kongressen, er der sket meget. Omkring 250.000, som før var statsansatte og i stort omfang have administrative opgav er i dag i produktiv beskæftigelse på forskellige måder.

 

Mere privat initiativ

– Mange af dem arbejder nu »por cuenta propia«.

Det betyder »for egen regning«, og betyder, at de driver privat virksomhed. Nationalforsamlingen har lavet en lov, der åbner for privat virksomhed på 167 felter. Brito nævner nogle stykker: landbrug, gartneri, byggeri, transport, service.

Service er et meget bredt felt: skomagere, reparation af radio, tv og andre elektriske maskiner. Det er også udlejning af værelser og salg af mad på alle mulige niveauer‚ fra gourmet – på cubansk »alta cosina« til salg af saftevand og kager fra en døråbning ud til gaden.

Og taxaer, frisører og barberere.

En del af disse private virksomheder er kooperativer andre er enkeltmandsvirksomheder.

Og det har vist sig at være mere effektivt og produktivt.

– Det giver produktion i stedet for administration og bureaukrati, lyder det fornøjet fra Luis Brito.

Der skal flere varer på hylderne. Der er et retfærdigt ønske i det cubanske samfund om at kunne forbruge mere, og ikke mindst er der et samfundsøkonomisk behov for at mindske importen – altså selv producere flere fødevarer og andre produkter, som i dag importeres og koster landet sparsom udenlandsk valuta.

Et indsatsområde er at anspore mennesker til at arbejde mere og producere mere og til gengæld belønne dem med muligheden for at kunne forbruge mere. Det er den primære måde – altså det man kunne kalde gulerodsmetoden.

Men, forklarer Luis Brito, der er også samfundsmæssige onder som tyveri fra arbejdspladsen, korruption og ringe arbejdsindsats, som skal stoppes med kontrol, kritik og straf.

– Vi skal være mere krævende, lyder det nærmest blidt fra den nu tidligere fagforeningsformand, der i dag er ansat i byggeministeriet, som kontaktperson til fagbevægelsen.

At bygge flere boliger er en vigtig målsætning, og det vil Brito gerne fortælle om – også om al den skriveri, der er i vestlige medier om, at nu kan cubanerne købe og sælge huse og lejligheder helt frit!

Men inden da vil han fortælle om rationeringsbogen, som er på vej ud.

 

Rationeringsbog på vej ud

Rationeringsbogen blev indført kort efter revolutionens sejr i 1959, og den har siden sikret alle cubanske familier adgang til grundlæggende fornødenheder til meget lave, statsstøttede priser; mad og tøj samt en række mindre nødvendige varer som øl, rom, cigarer – »puros«, som man kalder dem i cigarens fædreland; »de rene« betyder det... vel i modsætning til cigaretter, hvor tobakken er pakket ind i papir.

I 2010 udsendte det kommunistiske parti et debatoplæg i form af et par hundrede forslag om forandringer. Et af forslagene var, at man afskaffede rationeringsbogen.

Tanken var at anspore cubanerne til at arbejde og producere mere... fordi der opstod en ny økonomisk nødvendighed!

Dette forslag om at afskaffe rationeringsbogen skabte en ophedet debat i Cuba, og konklusionen var, at et stort flertal sagde nej.

– Ikke sådan »abruptamente«, forklarer Luis Brito. Altså ikke med et slag.

Men lidt efter lidt. To forhold skal nemlig være på plads, lyder kravet fra befolkningen: Der skal være et tilstrækkeligt udbud af varer på markedet, og det skal være muligt for folk at tjene en løn, der er stor nok til, at familierne kan betale prisen, der jo bliver højere, hvis statstøtten fjernes.

– Rationeringsbogen har været helt afgørende for at varerne er blevet fordelt socialt retfærdigt og at sulten i Cuba er udryddet, understreger Brito. Og den sociale landvinding vil cubanerne ikke opgive.

I dag er produktionen af kartofler stor nok til at denne fødevare er fjernet fra rationeringsbogen og distribueres i fri handel. Også tandpasta, fortæller Luis Brito.

Det er to nye produkter, som er fjernet fra rationeringsbogen.

Tidligere blev rom, cigarer og cigaretter samt det meste tøj – vist nok undtagen skoleuniformer, fjernet fra den lille gråblå »libreta«, som har fulgt cubanerne på godt og ondt i 50 år.

 

Der skal investeres

Og Luis Brito kan fortælle, at det er lykkedes at øge produktiviteten. Foreløbig er væksten målt til 2,4 procent.

Med til dette billede hører også, at der skal investeres mere i det cubanske samfund for at øge produktion og produktivitet.

Der bliver investeret, selvom Cuba på grund af blokaden har vanskeligheder med at opnå internationale kreditter og lån. Det sker ikke mindst i ALBA-regi. ALBA er et samarbejde mellem otte lande i Latinamerika, herunder Cuba, Venezuela og Bolivia.

Det olieproducerende Venezuela har betydelige midler at investere, og lige nu opbygges og udbygges Cubas gamle olierafinaderi i byen Cienfuegos som et stort og moderne raffinaderi, hvor olie fra Venezuela skal behandles og derfra distribueres i Caribien.

Det skaber arbejde og indtægt til mange cubanske bygningsarbejdere.

En anden stor investering i Cuba er udbygningen af en erhvervshavn i Mariel lidt vest for Havanna. Her er brasiliansk kapital på banen.

– Havnen i Havanna er ikke dyb nok til de store skibe. Det er derimod havnen i Mariel. Den bliver fremover Cubas største og vigtigste havn, forklarer Luis Brito.

 

Boligmangel i Cuba

– Boligen er det vigtigste sociale problem i Cuba, fastslår Luis Brito. Det har man arbejdet med at løse på nye måder gennem de seneste to-tre år.

Der er blevet opbygget en industri, som producerer byggematerialer, og nu er man nået til en fase, hvor byggematerialer sælges til befolkningen gennem byggemarkeder.

Sådan var det ikke før. Da var der en statsreguleret fordeling af de knappe byggematerialer. De gik primært til byggeri af skoler, daginstitutioner, lægehuse, kultur- og sportsanlæg. I alt for ringe omfang kunne man afsætte byggematerialer til boligbyggeri.

– Nu kan en privat person købe cement, jernbindingsjern, fliser, tagsten, træ og andet til byggeri er renovering af et hus.

– Kommunen har ansat en kvarters-arkitekt, som hjælper folk med at løse byggetekniske problemer, og i regeringen har vicepræsident Ramiro Valdèz fået til opgave at følge udviklingen på boligområdet, fortæller Brito.

Cubanske banker har samtidigt åbnet for at yde byggelån til cubanere, der ønsker at bygge bolig. Han har ikke et helt præcist tal, men tror, at man kan købe byggematerialer til et mindre hus for mellem 6000 og 7000 pesos.

Det kan sammenholdes med, at en gennemsnitlig månedsløn ligger på cirka 480 pesos.

– Man skal blot henvende sig i banken og aftale, hvordan lånet betales tilbage, så får man bevilget lånet, er Britos erfaring.

Selve byggeriet står familien oftest selv for. Men der er flere måder at organisere byggeri på. Der bliver også skabt større byggekollektiver – såkaldte »microbrigader« – som i fællesskab bygger flerfamiliehuse.

 

Køb og salg af boliger

Og så har Nationalforsamlingen vedtaget en lov, som åbner for køb og salg af boliger.

– En person, der ejer en bolig kan nu frit gøre med den, hvad han eller hun ønsker. Sælge den, leje den ud eller bytte den med en større eller mindre eller en bolig et andet sted i Cuba.

Ud over at den nye boligpolitik skal fremme, at der bygges flere boliger, så skal denne politik også virke dynamisk ind på produktivitet og arbejdsindsats.

Der er næsten ikke noget andet, der ansporer mennesker til at arbejde så meget, som netop nødvendigheden af at skaffe penge til at betale boligudgifter. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i Cuba.

– De unge higer efter at få deres egen bolig, og de er klar til at gøre en ekstra indsats for at tjene pengene. Så de arbejder mere og dermed producerer de mere.

Luis Brito er overbevist om, at denne logik holder hele vejen.

Luis Brito har af princip tillid til fremtiden og tror også på, at Cuba vil bestå som et socialistisk samfund.

Men Cuba vil udvikle og forandre sig.

– De unge har et krav om et bedre liv med mere privat forbrug. De ser via internettet, hvordan unge i andre lande lever. Jeg ved det. Jeg har selv unge i familien, siger han og griner skævt.

Derfor er det, at cubanerne betragter effektivisering og udvikling af den socialistiske samfundsøkonomi som en kamp på liv og død.

 

Dagbladet Arbejderen den 13. december 2011.