Mellem Havana og Santo Domingo
PDF Udskriv Email

Som de to største magter i Caribien står Cuba og Den Dominikanske Republik i dag som opponenter og klare alternativer. Mens Cuba har konsolideret den såkaldte caribiske socialisme, så har Den Dominikanske Republik konsolideret en caribisk kapitalisme.

Alligevel har de to lande så meget til fælles.

De indfødte befolkninger som tainoerne og deres brutale udryddelse, den spanske kolonisation og indvandring, monopolhandlen, sproget, importen af afrikanske slaver, de engelske angreb og piraternes hærgen, kampen mod slaveriet, kampen for national selvstændighed, orkanerne, amerikanske militære interventioner, årelange diktaturer og væbnede oprør, eksilpartier, landgange af revolutionære, selvmord for åben mikrofon, den rige kulturarv og musik, baseball, sol, strand og palmer, satsen på turisme, medlemsskab af Petrocaribe.

 

Af Preben Høeg, redaktør for cuba.dk - dansk portal og LatinAmerika - dansk portal.


To havdyr

Mens Cuba ofte beskrives som en krokodille, beskrives øen med Den Dominkanske Republik og Haiti som en skildpadde. En Ø mere rund med bjerge på over 3.000 meter. Det er verdens 22. største Ø og med snart 20 mio. indbyggere den tiende mest befolkede i verden.

I Cuba bor der omkring 11 mio. indbyggere som ifølge CIA har en gennemsnitlig indkomst på 9.900 US dollars per indbygger om året. Landet har et bruttonationalprodukt på 114 milliarder.

Den Dominikanske Republik har 10 mio. indbyggere og en gennemsnitlig årsindtægt på 9.400 $ og et bruttonationalprodukt på 95 milliarder $.

De unge på Cuba drømmer om at få en god uddannelse og et godt job. De unge i Den Dominikanske Republik drømmer om at få en god uddannelse og deres eget firma.

Cubas Fidel Castro var som ung fuldstændig klar over de to landes behov for fælles kamp og meldte sig som frivillig til ekpeditionen i starten af 1950’erne for at afsætte den dominikanske diktator Rafael Leónidas Trujillo Molina.

Men den fælles væbnede kamp går meget længere tilbage i historien.

 

Bål og frelse

Da Christoffer Colombusi 1492 ledte efter søvejen til Indien stødte han på sin første rejse ind i skildpaddeøen, som han kaldte La Epañola til glæde for det spanske hof.

Øen hed egentlig Quisqueya og var beboet af den mest udviklede civilisation i Antillerne.

Tainoerne var en del af Arawak folket, som omkring år 800 i kanoer sejlede mod nord og ”opdagede” de Små og Store Antillerne. Tainoerne beboede også Cuba. Der boede flere mennesker i Amerika end i Europa.

Øen var tæt befolket med omkring 1 mio. indbyggere, hvor tainoerne var de dominerende og anvendte de mest udviklede produktionsmetoder. De var gode søfolk, fiskere og landbrugere og europæerne kan takke dem for kendskab til majs, tobak, bomuld, ananas, bananer mm.

Colombus beskrev tainoerne som et venligt folk.

Et af hans skibe, som var blevet ødelagt under rejsen, blev hugget op og skibsplankerne blev brugt til at bygge et fort. 39 mand blev efterladt for at grundlægge den første koloni i ”Vestindien”.

Da Columbus 11 måneder senere kom tilbage ledsaget af 1.200 mand fandt han ikke en eneste overlevende. Alle var blevet dræbt.

Som repressalie iværksatte Columbus den første nedslagtning af indfødte.

Hovedformålet for hans bestræbelser var at finde guld. Tainoerne bar kun få guldsmykker, men man fandt hurtigt nogle miner, men guldudvindingen var særdeles mandskabskrævende og tainoerne ville hellere dø end arbejde som slaver.

Anacaona var en indfødt dronning, berømmet for sin skønhed og modstandvilje mod spaniolernes massakrer. Hun blev først fanget og dræbt i 1503. Nedslagtningen af befolkningen var så hastig at espaniolerne allerede i 1510 begyndte at importere slaver fra Afrika.

Det lykkedes taino-lederen Hatuey at flygte til Cuba, hvor han forberedte tainoerne på hvad de havde i vente.

”Spaniolerne har en Gud, som hedder guld. De dræber alt og alle for denne Gud. Smid jeres guld i havet! De er krystere som gemmer sig bag jern,” fortalte han.

Hatuey organiserede modstandskampen og oplærte cubanerne i guerrillalkrig, og der blev ydet betydelig modstand, da spaniolerne med afsæt fra La Española i 1511 under ledelse af Diego Velázquez, startede koloniseringen af Cuba. Hatuey blev fanget året efter og dømt til brænding på bål. Da flammerne omspændte ham blev han tilbudt at konvertere til kristendom, så hans sjæl kunne komme i himlen. ”Kommer sjælene fra disse hvide mennesker også i himlen?”, spurgte han, hvilket man bekræftede. Hvorefter han svarede, at han foretrak ikke at komme i himlen.

Hatuey har lige siden været nationalhelt i Cuba. Alle som besøger Cuba vil støde på navnet Hatuey, om ikke andet så fordi det er et kendt og elsket øl-mærke.

 

Først til Santo Domingo

Den allerstørste nationalhelt på Cuba hedder dog José Martí. Filosof, skribent og revolutionær. Da han planlagde den løsrivelsen fra kolonimagten Spanien og starten på den Anden Befrielseskrig i 1895 fandt han det absolut nødvendigt først at rejse til Den Dominikanske Republik. Han ville mødes med dominikaneren Máximo Gomez Báez.

Gomez blev som 16-årig i 1868 sendt til Cuba som lejesoldat for spaniolerne, men skiftede side til fordel for cubanerne, hvor han kæmpede resten af 10-års krigen. Gomez udviklede sig hurtigt til en fremragende militærleder, trænede de 40.000 mambiser og deres brug af machette i kampen mod de 250.000 veludrustede spanske soldater.

Cubanerne var blevet inspireret til Den Første Uafhængighedskrig i 1868 efter dominikanernes endelige løsrivelse fra Spanien i 1865.

José Martí overbeviste hurtigt Máximo Gomez om at stille sig i spidsen som den militære leder for Den Anden cubanske befrielseskrig og sammen udformede de ”Manifestet fra Montecristo” som blev det politiske og ideologiske grundlag for Cubas uafhængighedskrig.

José Martí faldt i starten af krigen, mens Gomez blev såret i halsen og bar derfor halstørklæde. Han kæmpede til den bitre ende i 1898, var højt respekteret, blev medlem af den provisoriske regering og blev opfordret til at opstille ved det første præsidentvalg i 1902, men afviste. Han døde i Havana i 1905. En sand internationalist.

Byen Montechristo i Den Dominikanske Republik, fejrer hvert år Manifestet. I år med udnævnelsen af cubaneren Jorge Risquet Valdés som æresborger og med deltagelse af borgmesteren, regeringsrepræsentanter og diplomater. Her ligger museet ”Máximo Gomez”.

 

Ekspeditioner fra Cuba

Det var i Havana at en gruppe dominikanere samledes for at stifte Partido Revolucionario Dominicano (PRD) i 1939. Partiet spillede i mange år en revolutionær rolle i kampen mod diktatoren Trujillo og hans korrupte regime. Trujilli havde som Nationalguardens chef ved et statskup i 1930 taget magten.

Den 21. september 1947 afsejler fra Cuba en gruppe bevæbnede dominikanere med det formål at afsætte Trujillo, kaldet ”Expedicion de Cayo Confites”. De tvinges imidlertid i land i Cuba og invationen mislykkedes. Der gøres endnu et invationsforsøg den 19. juni 1949, som også mislykkedes.

Trujillo står last og brast med diktatoren Batista i Cuba, som han sender penge, fly, militærudstyr og soldater i kampen mod 26. juli Bevægelsen.

Det anslås, at Trujillo ved sin død i 1961 havde en formue på 800 mio. US$, hvilket gjorde ham til verdens 6. rigeste mand. Han sad på 111 virksomheder og 60% af landets sukkerproduktion.

 

Ræk mig din lillefinger ...

Batista søger efter sin afsættelse på årets første dag i 1959 tilflugt i Den Dominikanske Republik under Trujillos beskyttende vinger, men ender mere som fange og må betale 4 mio. $ for at kunne rejse videre til Portugal, hvor han har fået visa. Trujillo finansierer kontrarevolutionen.

Dominikanere inspireres straks af den cubanske revolution og trænes i Pinar del Rio, Cuba. Den 14. juni 1959 ankommer i fly 50 mand, dominikanere og cubanere, under ledelse af Enrique Jiménez Moya for at starte revolutionen i Den Dominikanske Republik. De lander i Constanza, men møder hård modstand fra hæren, søger op i bjergene og må opgive videre kamp. Den anden del af ekspeditionen med 144 mand under ledelse af José Horacio Rodríguez ankommer i båden Carmen Elsa den 20. juni (seks dage for sent) i Maimón, hvor der kæmpes i flere dage. Alle falder i kamp eller under tortur efterfølgende. Den tredie del af ekspeditionen kommer aldrig af sted.

Begivenheden mindes fortsat i landet hvert år den 14. juni og kaldes ”Raza Inmortal”, i år med kransenedlæggelse af overlevende og den cubanske ambassadør.

 

Læren af Svinebugtsinvationen

Den 15. april 1961 sender USAs præsident Kennedy sin diplomat Robert D. Murphy til Den Dominikanske Republik for at mødes med diktatoren Trujillo. Der opnåedes ikke enighed og Truijillo myrdes den 30. maj af sine egne folk. Det sker tre måneder efter Svinebugtsinvationen i Cuba. USA under Kennedy og CIA planlagde, trænede folk og bidrog til mordet. Trujillo ville hellere forgylde sig selv i stedet for amerikanerne. På dette tidspunkt ejede han 71% af landets dyrkbare jord og 90% af industrien.

Der nedsættes en regeringsjunta som inkluderer to af gerningsmændene. En folkelig bevægelse spreder sig overalt i landet og kommunisterne styrkes.

Efter det folkelige oprør gennemføres de første frie valg i 1963, hvor forfatteren, den progressive Juan Borsch, fra PRD tiltræder som præsident. Han væltes imidlertid allerede syv måneder efter ved et militærkup.

 

Frygten for sympatier

Det fører til ”April Revolutionen” i 1965. Et folkeligt og forfatningsorienteret oprør anført af oberst Franciso Caamaño som bliver provisorisk præsident. USA under Lyndon B. Johnson tillægger ham kommunistiske sympatier i stil med Fidel Castro fra Cuba og indvaderer landet med 42.000 marinesoldater samt fly for at knuse revolutionen. USA sikrer valget i 1966 af Joaquin Balaguer, Trujillos nære medarbejder igennem mange år, som præsident. Han åbner portene på vid gab for amerikansk kapital, især Gulf and Western, der får kontrol over sukkerindustrien og stærke interesser i banker, hoteller, fødevareindustri og kvægdrift – og dermed landets økonomiske politik. Først i 1966 trækker USA tropperne hjem.

 

Styrket samarbejde

Juan Borsch, præsident i 1963, bryder med sit eget parti Partido Revolucionario Dominicano (PRD) og danner i 1973 det mere socialliberale parti, Partido de la Liberación Dominicana (PLD). Han er således stifter af landets to største partier.

Den Domimikanske Republik beslutter i 1998 på trods af pres fra USA at genoprette diplomatiske forbindelser med Cuba. Landet har i dag en stærk solidaritetsbevægelse med Cuba og cubanere bosat i republikken er organiseret i foreningen ”Máximo Gomez”.