Revolution og Karneval i 1919
PDF Udskriv Email

Malecon, Habana, 1919

En danskers visit i Habana i 1919.

S/S. Mexico, Habana 15/3 1919.

I Morgen tidlig kommer vi til Habana, hvor vi skal ligge til Mandag Aften. Det herligste Solskin og en mild Vind ind fra Atlanten. Vi har passeret langs Floridas Kyst hele Dagen. Ude paa det dybe, hvor vi gaar, er Søen dybblaa med violette Skiftninger. Inde mod Kysten over Sandbankerne skifter Vandets Farve fra smaragdgrøn til det skæreste lysegrønne. Kysten er kantet af en skinnende hvid Sandstribe og bag denne et Bælte af Grønt, hvorfra høje Palmer rager op. Smaa Flyvefisk farer som Glimt af Sølv fra Bølgetop til Bølgetop, og nu og da passerer vi en stor, lysebrun Havskildpadde, der strækker sin lange, hvide Hals op af Vandet og ser paa os med Forundring. Hele Dagen har været et Orgie af Farver og Lys. Og i Morgen kommer vi altsaa til Habana. Det kan vel ikke være bedre. Intet er herligere end at se nye Steder, møde nye Folk og Egne.

 

 

S/S. Mexico, Habana 17/3 1919.

Vi forlod Habana i Eftermiddags Kl. 5, og nu til Aften er her saa mildt, at jeg gaar omkring i Skjorteærmer. De sidste Dage har det kun været Sol og Varme. Nætterne har været kølige med Maaneskin.

Søndag Morgen stod jeg op Kl. 5 for at se Indsejlingen til Habana. Det var Maaneskin og ganske stille. Ved Sekstiden stod Solen op i de vidunderligste Farver. Kysten dukkede lidt efter lidt op. Nu viste først det berømte Moro Slot sig. Det ligger paa venstre Side af Indsejlingen; paa højre Side ligger Byen. Hvide to Etages Huse med flade Tage. Ca. 6¼ var det helt lyst, og vi gled gennem det smalle Havneindløb ind i selve Havnen, en Bugt. Kl. 9 var jeg i Land.

Sammen med en Herre fra Skibet tog jeg en Bil, og vi gjorde en Tur rundt i Byen og Omegnen. Byen er rent spansk med en Mængde Pladser, Palmer og Oliventræer og et Springvand i Midten. Langs Havet gaar en herlig bred Promenade, og ad denne kørte vi ud til den bekendte Country Club. Denne ligger ret langt ude og ejer et stort Terræn. En Del af dette er lagt ud til en fortrinlig Golfbane, og rundt om denne er en Park, hvori flere af Byens velhavende Folk har bygget Villaer. Rundt om i Parken staar Klynger af høje, slanke Palmer. Stammerne paa disse er lige op, uden ét Blad, Kronen er en stor Dusk af Blade. Du vilde have glædet dig over Blomsterne i denne Park, Blomster i de mest glødende Farver.

Fra Country Club kørte vi atter ind til Byen for at spise Frokost, før vi skulde til Hanekamp. Som Kuriosum var det morsomt at se, men egentligt grimt. Kl. 2 tog Vi til Væddeløb. Det var ulige morsommere. Særlig Tilskuerne – Amerikanere og Englændere, Cubanere og Negre, alt imellem hinanden. Særlig Negrene synes her at spille en betydelig Rolle. Mange af dem er meget velhavende, holder Automobiler etc.

Kl. 5 begyndte Karnevalet i Byen, en af Byens store Dage. Det skulde have været afholdt sidste Søndag, men paa Grund af Strejke og for megen Skydning i Gaderne blev det udsat. Underlige Folk! En Dag vildt Oprør og den næste overstadig Glæde og Fest. Hundreder af Biler kørte op og ned ad Prado’en, alle fyldt med kostumerede glade Mennesker, Luften fuld af Konfetti og Serpentiner, Raab og Tummel. Det var pragtfuldt, da Lygterne tændtes.

Jeg var ogsaa til et Bal og saa nogle af de underligste Danse, jeg endnu har set.

I dag, Mandag, var jeg atter tidligt i Land og fik set en af de store Cigarfabriker og en Sukkerfabrik. Begge Dele meget interessante. Jeg har Lyst til at skrive mere Liv, det vilde interesere dig, men her i Salonen er saa ulidelig varmt, at jeg maa ud paa Dækket og faa et Pust frisk Luft. Jeg maa vænne mig til Varmen. Det bliver med at sove paa Dækket i Nat.

 

Tirsdag

Idag er det noget bedre med Varmen, det regner nemlig. Men forstaar du, det er rigtigt Regnvejr, ikke det Smaadryp, vi har hjemme, naar det regner stærkt. Nej, i Tove og Spande regner det. Imorgen kommer vi til Progreso. Vi skal ligge 5 miles udenfor, da der ingen Havn er. Fra Progreso udskibes der aarligt for ca. 45 Millioner Dollars Raamateriale til Bindegarn.

Ja, Habana var et dejligt Sted. Rejse er da det herligste, der eksisterer. Jeg nød Søndagens Sol, varme Farver og Glæde. Der var Fest over Habana, en overstadig Fest, som man kun ser den i Syden. Om Aftenen var Prado oplyst af Tusinder kulørte Lamper, Bilerne trængtes tæt, fyldt med glade Mennesker, klædt i alle mulige Dragter; Luften var tyk af Serpentiner og Konfetti. Raab fløj fra Vogn til Vogn. Hidsige Kampe udkæmpedes mellem Klynger af unge Mænd, der stod paa Fortovene, og de unge Piger i Bilerne. Alt var Virvar, Jubel, et sydende, kogende Liv, som vi ikke har Magen til. Og saa tænke sig, at 8 Dage før skød de i Gaderne, og alt laa stille paa Grund af Generalstrejke.

Det er underlige Folk, disse Sydlændinge. Naar de nu og da vaagner til at gøre noget, det være sig Revolution eller Karneval, saa gør de det af hele deres Energi og glemmer det den næste Dag.

Der var Hundrede smaa Træk af Folkelivet, der vilde interessere dig. I en Gade ved Havnen sælger de Svampe. Lange Rækker af Snore er udspændt, og paa dem er Svampene trukne. For nogle faa Cents kan du faa en dejlig, blød Svamp saa stor som »et knyttet Barnehovede« (Storm-Petersen). Hver Dør, du ser ind ad, lader dig se Patio’en den beplantede Gaardsplads med Springvandet. Alle Rum er høje og ligger i et blaaligt Halvlys, herligt kølige Rum.

Midt i Byen ligger et stort Børnehjem, »orphans«. Her findes og benyttes det, der i sin Tid fandtes paa Vajsenhuset i København. Paa Vajsenhusets ene Ydermur er to Lemme, der kan aabnes fra Gaden, indenfor er der en lille Kasse. I denne afleverer stakkels Kvinder deres nyfødte Børn. Jeg kan se en saadan stakkels Kvinde en Aften snige sig frem til Lemmen, lægge sit lille Barn i Kassen og forsvinde igen. Ingen ved, hvor Barnet kommer fra; Moderen ved knapt, hvad der bliver af Barnet. Der er en uendelig Tristhed over dette.

Inde i Vajsenhusets meget store Gaard, bevokset med store Palmer og de herligste Blomster – mere en Park end en Gaard – dér leger disse Børn, mørkøjede, brune Drenge paa bare Fødder, sorgløst springende omkring, iltre, krushaarede Smaapiger, der stoppede deres Leg, da jeg kom, og med glade, forundrede Øjne saa paa den lyse Fremtoning. En Dag er alle disse smaa Mennesker for gamle til at være i Vajsenhuset længere.

 

Beskrivelsen af besøget i Havana er skrevet af danskeren Frans Blom og optrykt i bogen "I de store skove. Breve fra Meksiko".

Frans Blom skrev disse breve i 1919 på vej til Mexico, hvor han senere blev en verdenskendt forsker af Maya-kulturen.

Se artiklen: Frans Blom – den danske maya-arkæolog og opdagelsesrejsende