Cubas herlige, varme klima
Udskriv

Cuba ligger i det tropiske klimabælte. Øens specielle form og beliggenhed har givet den et klimatisk særpræg. Vindene fra havet kan overalt nå ind til enhver del af øen. Den værste hede blæses bort og klimaet er derfor mere behageligt end normalt i det tropiske område.

Klimaet i den sydøstlige del af Cuba er mærkbart varmere end mod nordvest.

Temperaturforandringerne er små på hele øen. Middeltemperaturen i Havanna er 24 grader C. Den varmeste måned er juli med middeltemperatur på 28 grader. Køligste vintermåned er januar med en middeltemperatur på 21 grader. I Cuba skifter årstiderne først og fremmest mellem tørtid og regn. Tørtiden (La Seca) strækker sig fra november til og med april. Der falder også regn i denne periode, men betydeligt mindre end i regntiden (La Lluvia), som varer fra maj til oktober. August er periodens regnfattigste måned. I det centrale Cuba falder der ca. 1000 mm regn om året. Heftige skybrud med torden sent på eftermiddagen er almindeligt i sommermånederne. Cyklonerne, som er så almindelige i Det Karibiske Hav, rammer undertiden også Cuba. De mest udsatte måneder er august, september og især oktober. Hvis dette skal omsættes til råd for den, som forbereder en rejse til Cuba, så kan man sige følgende: - Cuba er klimamæssigt dejlig at besøge hele året. - om vinteren er det godt at lægge en del af ferien i det sydøstligste Cuba for at være sikker på at få perfekt strandvejr. - om sommeren er det godt at lægge en del af opholdet mod nordvest, for ikke at stønne under varmen hele tiden.