Hvad lever man af?
Udskriv

Landbrug og fiskeri
Cuba er traditionelt et landbrugsland, men arealerne under dyrkning er udvidet betydeligt gennem de seneste årtier. Sukker er stadig landets vigtigste produkt og dækker det største areal. Der er 160 sukkerfabrikker, kaldet Centrales. Produktion og især høsten, La Zafra er nu i høj grad mekaniseret

- selv om mangel på brændstof og reservedele har betydet et tilbageslag og flere mennesker igen har måttet ud i sukkerrørene med de store høstknive, macheter. Tilbageslaget har også medført et fald i produktionen som i en årrække lå stabilt på 6-7 millioner tons. I 1995 var produktionen nede på under 4 millioner tons, men den er stigende igen. Cuba er verdens største rørsukkereksportør, men en del side- og biprodukter indtager en stadig vigtigere økonomisk rolle. Det er rom, alkohol, bargasse (til dyrefoder, brændsel, papir- og »spånplade«-produktion) og melasse til foder. Cubas berømte medicin, PPG, til behandling af kolesterol-sygdomme produceres også af affaldet fra sukkerproduktionen. I alt laves ca. 150 side- og biprodukter og man siger sukkeret er ved at blive det vigtigste biprodukt af sukkerrørene.

 

Dernæst optager en omfattende citrusproduktion store arealer og eksporten både af frisk frugt samt konserveret frugt og juice er i stærk vækst. Tobak, kaffe, cacao, frugter, ris, rodfrugter og grøntsager dyrkes også i stort omfang - fortrinsvis til forsyning af hjemmemarkedet. Det cubanske landbrug producerer også æg, kyllinger, svinekød og oksekød samt mælk og mælkeprodukter. Denne produktion er hårdt ramt af de forsyningsmæssige vanskeligheder siden 1990. En del af høsten er gennem årene gået tabt på grund af ringe muligheder for at forarbejde, konservere og nedkøle produkterne. Det arbejdes der intensivt på at løse. Inden for mælkeproduktionen har man bl.a. i Pinar del Rio og Havana-provinsen samt i Camagúey et antal store malkekvæghold med tilhørende moderne mejerier. Fidel Castros storebror, Ramon Castro, har spillet en central rolle i udviklingen af nye krydsede koracer, Holstein og Zebu m.fl., som kan overleve i det tropiske klima og yde meget mælk. Fiskeri er også et hovederhverv i Cuba. Omkring 40 havnebyer har fiskerflåde og tilhørende landingsfaciliteter for fangsten, som både forsyner hjemmemarkedet og anvendes til eksport. 70% af landbrugsjorden har siden jordreformerne først i 1960'erne været i statens ejendom. 15% blev drevet kooperativt af privatbønder og de sidste 15% har været dyrket af individuelle privatbønder. Med den økonomiske og organisatoriske reformproces fra 1994 er man i hurtigt tempo begyndt at etablere kooperativer på den statslige jord. Kooperativerne låner den statslige jord på ubestemt tid og fungerer ellers som selvstændige, private kooperativer, hvor man indgår produktions- og prisaftaler med staten og har adgang til at sælge overskudsproduktion på de "frie markeder".


Industri og minedrift
Cubas industrielle udvikling er - set for et 3. verdens land - gået hurtigt. En hovedsektor er fødevareforarbejdning til eksport og hjemmemarked. Cementindustrien er udviklet i takt med den øgede byggeaktivitet og overalt i Cuba foregår der præfabrikation af elementer til standardiseret bolig-, skole-, hospitals- og institutionsbyggeri. Maskin- og metalindustrien leverer jern til byggeriet, Giron-busser, Taino-lastbiler, cykler, og sukkerhøstmaskinerne KPT m.m. Cuba har ikke en rig undergrund, men der er store forekomster af nikkel, hvoraf produktionen er blevet øget kraftigt i samarbejde med et canadisk firma. Desuden udvindes der kobber, krom, sølv, jern og mangan. Der brydes også kaolin, marmor og kalksten. Olie udvindes i begrænset omfang i Cuba, men i et samarbejde med udenlandske selskaber foregår der i disse år et omfattende arbejde for at finde større og bedre forekomster af olie og naturgas. Cuba producerer p.t. godt 1 million tons olie om året. En del af Cubas elektricitet produceres på hydro-elektriske anlæg i forbindelse med de dæmninger, der er bygget for at opsamle store vandmængder til kunstvanding.

For tiden er der over 370 økonomiske foretagender, som arbejder indenfor 32 sektorer i samfundet. Det drejer sig om kapital fra 46 lande, hvoraf de tungeste er Spanien, Canada, Italien, Stor Britanien, Mexico og Venezuela.


Bæredygtighed
Udnyttelse af vedvarende energikilder som sol og vind er et område, hvor Cuba yder en omfattende indsats. Landet har selvsagt gode muligheder og videnskabeligt har landet de bedste forudsætninger. Problemerne består fortrinsvis i at skaffe økonomi til at sætte de alternative energianlæg i masseproduktion og dernæst i at få adgang til den teknologi, som er udviklet i andre foregangslande som f.eks. Danmark. I den forbindelse søger Cuba at udvikle det teknisk-videnskabelige samarbejde med institutioner og organisationer i den vestlige verden. For at anskueliggøre det videnskabelige niveau og potentiale i Cuba kan det nævnes, at landet, hvor der bor 2% af Latinamerikas befolkning, råder over mere end 10% af verdensdelens forskere. Særligt inden for den farmaceutiske industri, inden for bio- og genteknologi indtager Cuba en ledende rolle - ikke bare i Latinamerika, men i hele verden. Inden for landbruget satses der også meget på at skabe en miljørigtig og bæredygtig produktion. Denne udvikling er blevet fremmet af de økonomiske vanskeligheder, som Cuba oplever. Derfor har man været nødt til at udvikle produktionen med metoder, der kan erstatte pesticider og store mængder kunstgødning.


Turismen
Turismen er den industri, der er i stærkest udvikling i Cuba. Der er indgået en lang række aftaler med udenlandske selskaber og hotelkæder om fælles opførelse og drift af hoteller. Turiststrømmen er vokset fra ca. 100.000 i 1989 til over 2,4 mio. i 2010. Væksten betød at bruttoindtjeningen (i hård valuta) inden for turisme allerede i 1995 oversteg bruttoindtjeningen ved sukkereksporten. Turistindustrien udgør i dag landets største indtægtkilde.