Uddannelse og videnskab er et højprioriteret område
Udskriv

Kun få lande – og slet ingen 3. verdenslande – har været i stand til at satse på bioteknologi og hightech, sådan som det er sket i Cuba.

Det har cubanerne været i stand til, fordi de siden revolutionens start har baseret deres udviklingsstrategi på uddannelse. Allerede i 1960, i revolutionens første år, udtalte Fidel Castro, at Cubas fremtid skulle baseres på videnskab og teknologi. Uddannelse på alle planer blev højt prioriteret, og i dag har Cuba Latinamerikas ubestridt bedst uddannede befolkning, og landet har opbygget en forskningsinfrastruktur, som er helt på højde med de mest udviklede i-lande.

 

Lidt historie

Straks efter revolutionens start i 1959 var der fokus på uddannelse. Hurtigt blev der etableret 10.000 grundskoler over hele øen, hvor frivillige lærerbrigader skulle varetage undervisningen. Over 25 % af befolkningen kunne ikke læse og skrive, og i 1961 fandt den store alfabetiseringskampagne sted, som på grund af sin enestående effektivitet senere blev prisbelønnet af UNESCO. 707.000 voksne blev alfabetiserede af frivillige unge. Den første undervisningsreform indførte gratis undervisning i 6 år for alle, i dag er der 9 års skolepligt. Der er 1 lærer pr. 40 indbyggere, det absolut højeste tal i Latinamerika.

Principperne om studier og arbejde og det teknisk-videnskabelige studium har været grundstenen i det cubanske undervisningssystem siden revolutionens start. Det er et marxistisk princip om, at studier skal være 50% teori og 50% praksis, d.v.s. ingen studier uden en tæt tilknytning til det praktiske liv, og der skal være et teknisk-videnskabeligt fokus i studierne i hele skoleforløbet. Det praktiske arbejde foregår typisk i landbruget eller på fabrikker eller laboratorier, mange skoler har selv værksteder og laboratorier. Man har 2 slags skoler : Skolen til Landet, hvor eleverne tager ud på landet og arbejder, og Skolen på Landet, som er kostskoler, i alt findes der 750 af disse skoler, som kan være almindelige gymnasier, tekniske- eller landbrugsgymnasier, her bor eleverne på skolen og arbejder i det tilknyttede landbrug.

Cubas store folkehelt humanisten, digteren og filosoffen Jose Martí, som faldt under Uafhængighedskrigen i 1895, har øvet stor indflydelse på undervisningssystemet, der findes næppe en skole i Cuba, som ikke har en buste af Jose Martí stående i gården eller forhallen, og hvert år fejres han på alle skoler med optrin og teater. I det hele taget har Jose Martis ideer øvet stor indflydelse på den cubanske revolution og bidraget til den cubanske socialismes særlige humanistiske karakter, hvor uddannelse, kultur, sportsudøvelse, forholdet natur/ menneske og ikke mindst international solidaritet har prioritet, ikke mindst i forhold til det øvrige Latinamerika, hvor Jose Martí også er folkehelt.

Fra starten havde støtte til udvikling af en intelligentsia høj prioritet, og i dag råder Cuba over omkring 31.000 forskere, heraf 17.000 universitetsundervisere, eller 1,8 forsker pr. 1000 indbyggere. Øen råder over 49 universitetscentre og 210 forskningscentre. Dertil kommer de ca. 1 million folkelige forskere, som er skolebørn, husmødre, studerende, som gennem massebevægelsen Forum for Videnskab og Teknologi (FVT) har bidraget med videnskabelige løsninger på konkrete problemer. FVT er baseret på Che Guevaras ideer om, at alle, der har lysten og evnerne skal mobiliseres i kampen for at finde utraditionelle løsninger på problemer i samfundet, Che Guevaras ideer har stadig stor indflydelse på det cubanske samfund.

 

Miljøundervisning

Siden krisens indtog i det cubanske samfund har den cubanske udviklingsmodel undergået store forandringer, hvor man før med støtte fra Sovjet og Østblokken satsede på udviklingen af et moderne industrisamfund på basis af de traditionelle energiteknologier i industri og landbrug, så er det i dag en bæredygtig udvikling, udviklingsplanerne peger i retning af. Krisen har i vid udstrækning været den afgørende faktor for, at landet så definitivt er styret ind på denne vej, og en væsentlig faktor for, at dette har været muligt, er Cubas mange veluddannede videnskabsfolk og teknikere, uden dem ville et så radikalt skift, som der er tale om, ikke være muligt.

I dag har Cuba et næsten økologisk landbrug og masseproduktion af biokontrol (biologiske pesticider og gødning), et emne jeg vil skrive mere om i en senere artikel. På nogle af kostskolerne er der indrettet laboratorier for biokontrol, og her arbejder eleverne side om side med laboranterne, samtidig med at emnet indgår i miljøundervisningen. Cuba fik allerede i 1993, kort efter Rio topmødet om Miljø og Udvikling sin nationale Agenda 21 plan, som er implementeret i alle landets provinser, og i 1997 kom Cubas nationale miljøstrategi, som også er en af anbefalingerne fra Rio, og landet har også en national miljøundervisningsstrategi. Af miljøstrategien fremgår det, at miljøundervisningen skal introduceres i det nationale undervisningssystem, fra folkeskole til universitetsniveau, og at den starter i førskoleundervisningen. Cuba har også fået sit eget Universitet for Bæredygtig Energiudvikling, en struktur som findes på 6 universiteter over hele øen.

Landet har et program for indførelse af vedvarende energi (VE)for de 750 kostskoler på landet, en del af disse skoler er i dag udstyret med VE, og eleverne deltager selv sammen med lærerne i vedligeholdelsen af disse systemer, som omfatter biogas, vindmøllepumpning, solfangere m.m., og det er en del af undervisningen.

Satsning på bioteknologi

I dag er bioteknologien et vigtigt led i den cubanske udviklingsstrategi. Siden starten af 80´erne har man gradvist, og i starten med støtte fra Sovjetunionen, opbygget sin forskningskapacitet. Det har landet været i stand til på trods af intens krise (Specialperioden som cubanerne kalder den) efter bortfaldet af samarbejdspartnerne Sovjetunionen og de øvrige østbloklande i 1990, og den deraf følgende internationale isolation på grund af USA's blokade, fordi hele uddannelsessystemet fra starten har haft et videnskabeligt-teknisk fokus, og man derfor allerede dengang var langt fremme indenfor det medicinske og naturvidenskabelige område. Men der er næppe tvivl om, at netop bioteknologien og farmakologien er et af de alternativer, der på sigt vil kunne vende krisen. Allerede i dag er det bl.a. de bioteknologiske og medicinske produkter som er nr. 2 efter turistindustrien, som skaffer landet valuta. På især det medicinske, men også indenfor det landbrugsteknologiske område kan Cuba konkurrere med og sammenligne sig med lande som USA og Japan. Der arbejdes indenfor 4 områder: Medicinske produkter, industrielle enzymer (herunder mikroorganismer til naturgenopretning), landbrugs-biokemiske produkter og forsknings- og laboratorieudstyr.

Eksempler på produkter er anti-miningitis vaccinen og Hepatitis B, som har reddet mange børns liv. Blandt de nyere typer af vacciner er 4 vaccinetyper mod cancer, en anti-blodprop-pille, diabetesmedicin, og man er i fuld gang med at udvikle en anti-AIDS vaccine.

Op gennem 90´erne er der foretaget millioninvesteringer i videreudbygningen af den teknologiske kapacitet. 40 videnskabelige og undervisningsmæssige institutioner er skabt, hvoraf 34 er nye og resten er udbygget og moderniseret.

Også hvad angår metodologien og organiseringen af forskningen er der sket betydelige fremskridt med skabelsen af de Videnskabelige Poler, eller Videnskabsbyerne om man vil. De ligger rundt omkring i landet og har en konstant erfaringsudveksling, en ledelse, der når op til ministerielt niveau, en klart defineret strategi og de mest moderne kommunikationsteknologier, herunder webpages og videokonferencer. Der arbejdes i tværfaglige ekspert-teams, og de har en topmoderne arbejdsstil og er meget orienteret mod internationalt og interregionalt samarbejde.

Indenfor opbygningen af Cubas videnskabelige kapacitet har FN-systemet været en god samarbejdspartner, det gælder især UNESCO og UNDP, som gennem de sidste 20 år har støttet landet i opbygningen af dets institutionelle, uddannelsesmæssige og videnskabelige kapacitet. Gennem de sidste 20 år er der udført 47 samarbejdsprojekter indenfor farmakologi og bioteknologi (tal fra FN pjece fra 97).

 

Uddannelse af unge fra Syd lande

Det har fra starten af revolutionen som et udtryk for international solidaritet været cubansk politik at uddanne unge fra fattige Syd lande. Faktisk kan man sige, at internationalisme er en integreret del af den cubanske udviklingsmodel.

Specielt på Isla de la Juventud (Ungdommens Ø), som i årtier har fungeret som et selvstændigt uddannelsessamfund med skoler, fakulteter, tekniske- og landbrugsskoler, alle med egne landbrug og kulturinstitutioner – har Cuba gennem årene modtaget mere end 41.000 unge fra 120 forskellige lande. Cuba har samarbejdsprojekter med mange latinamerikanske og afrikanske lande spændende fra et naboland som Haiti og et af Afrikas fattigste lande, den Centralafrikanske Republik.

Efter orkanen Mitch i 1998, som ramte flere mellemamerikanske lande, udsendte Cuba sundhedsbrigader med medicinsk personale til de ramte lande, mere end 2000 cubanske læger har arbejdet i de ramte områder. I samarbejde med WHO og Den Panamerikanske Sundhedsorganisation havde Cuba udarbejdet et integreret program for genopbygning af sundhedssektoren i landene. Samtidig tilbød Cuba at uddanne 5000 unge fra de ramte lande til læger. Kort efter oprettede Cuba Det Medicinske Fakultet for Latinamerika i Havanna, og de første 1000 studerende ankom i starten af 1999. I dag er der indskrevet mere end 5000 lægestuderende ved fakultetet, ikke kun fra Mitch landene, men også fra andre fattige 3. verdenlande på kloden, samt en kvote for unge fra USA fra socialt udsatte familier.

 

Universitetet for alle

Et af de seneste interessante tiltag indenfor folkeoplysningen er La Universidad Para Todos (UPT), Universitetet for Alle, et helt nyt fænomen som er dukket op indenfor de sidste 2 år. UTP er en fjernsynskanal, som sender undervisning om de mest forskellige emner spændende fra fremmedsprog, kemi og fysik, ernæringslære, miljølære m.v. Landets bedste eksperter er undervisere, og der udgives særlige hæfter om emnerne. Optakten til ideen om en TV kanal til undervisning kom i forbindelse med de rundbordssamtaler, der blev arrangeret i cubansk TV under Elian-sagen, drengen, der blev søgt bortført til Miami. Her var der dagligt debatter om forskellige aspekter i sagen, hvor også universitetsundervisere og studerende deltog, og et forum for samfundsdebat og undervisning opstod. I dag fortsætter disse rundbordssamtaler om vigtige emner, der berører landet, og det har udviklet sig til at være et meget populært program, som mange cubanere sætter sig ned foran, når det starter kl. 17 hver dag.

 

Kilder : Min bog ”Cuba på vej. Om Cubas eksperiment med Bæredygtig udvikling”, officielle cubanske dokumenter, cubanske aviser og tidsskrifter, FN pjecen ”20 års samarbejde med Cuba ”. M. Carnoy m. fl. ”Education and Social Transition in the Third World”, Princeton University Press 1990, samt Cubas webside www.cubaweb.cu .

Skrevet af Hanne Leni Andersen

Om forfatteren : Har studeret kultursociologi og International Pædagogik og Udviklingsstudier ved Københavns Universitet. Har specialiseret sig i Latinamerika og har lavet research i flere latinamerikanske lande. Har siden 1990 været i Cuba på researchrejser, har lavet en rapport og en bog om Cuba og bæredygtig udvikling.