Cubas økonomi på 120 minutter
Udskriv

Medierne skriver, at 500.000 cubanere er blevet fyret fra staten. 300.000 af dem laver dog stadig det samme arbejde. Nu er frisøren og de andre blot ikke ansat af staten, men i et kooperativ.

– Kan udlændinge købe jord i Cuba? – Skaber de økonomiske reformer ikke grundlag for, at der vokser en ny klasse frem i Cuba?

En klasse, der har objektive interesser i at bekæmpe socialismen?

– Hvornår afskaffer de systemet med dobbelt-valuta i Cuba?

Spørgsmålene regnede nærmest ned over oplægsholder, Sven Tarp på debatmødet om Cubas økonomiske model, som den tegner sig efter kongressen i det kommunistiske parti.

Der er stor nysgerrighed og interesse for at forstå, hvad de har gang i i Cuba.

Og stort engagement.

Omkring 70 mennesker er dukket op til mødet i salen hos 3F Lager, Post og Service og vel næsten halvdelen fik sig mast ind på talerlisten med et spørgsmål eller en kommentar. Adskillige refererede til egne oplevelser i Cuba.

Cubas skæbne ligger mange på sinde. Det er et nærværende politisk spørgsmål og helt personligt for nogle.

 

I Cuba i april 2011

Sven Tarp er international sekretær i Kommunistisk Parti.

Det 40 minutter lange oplæg baserede han på et nyligt besøg i Cuba.

Rejsen var timet med kongressen i Cubas Kommunistiske parti, så oplægsholderen stod selv på Revolutionspladsen i den 16. april 2011, hvor en enorm folkemængde fejrede 50-året for sejren over den kontrarevolutionære invasionsstyrke i Svinebugten og åbningen af partiets kongres – samt 50-året for at Fidel Castro på denne dato i 1961 erklærede den cubanske revolution for socialistisk.

– 1000 delegerede repræsenterede de 800.000 medlemmer af det kommunistiske parti, forklarede Sven Tarp.

Men han lagde vægt på, at beslutningerne på partiets kongres i realiteten er taget af hele befolkningen.

– På Revolutionspladsen den 16. april fik vi en oplevelse af, at cubanerne har viljen til socialisme og viljen til enhed, fortæller Sven Tarp.

Den cubanske befolkning tager helt konkret del i de økonomiske diskussioner, og mennesker får indflydelse uanset om de er partimedlemmer eller ej.

– I november blev der udsendt et forslag. Et papir med 291 konkrete forslag blev lagt ud til debat. Omkring halvdelen af Cubas voksne befolkning har taget del i et eller flere møder. Der kom 780.000 ændringsforslag fra debatten, som løb frem til februar. 181 af de fremlagte forslag blev ændret som følge af den folkelige debat. 36 nye forslag blev taget med i dokumentet med de økonomiske retningslinjer, som blev finpudset på kongressen og vedtaget.

– 87,4 procent af forslagene fra den folkelige debat blev taget i betragtning.

Sven Tarp kaster et blik ned i sine noter fra tid til anden. Der er mange tal, og de flyder fra ham i en lind strøm. Stemmen er energisk. Det er med ham som med mange af deltagerne; Cuba er inde under huden – en del af ham selv.

 

Spekulationer

– Det fyger med rygter i den borgerlige presse. Man spekulerer i, om de beslutninger, som man nu tager i Cuba, undergraver socialismen, konstaterer Sven Tarp, og så stiller spørgsmålet: Hvordan kan de være, at socialismen består i Cuba i dag?

Svaret bringer ham tilbage til 1990.

Da Muren faldt og Sovjetunionen blev opløst pegede mange på, at det var en konsekvens af et langvarigt og voldsomt ydre pres. Men det er kun en mindre del af forklaringen, mener cubanerne og mener Sven Tarp:

– Sovjetunionen var stor og lå langt fra USA. Cuba er lille og ligger blot 180 kilometer fra USA. Hvis presset på Sovjetunionen var stort, så er det 100 gange større mod Cuba.

Det er altså ikke først og fremmest det ydre pres, der afgør, om et land kan opbygge og forsvare socialisme, konkluderer Sven Tarp og refererer til, at både Fidel Castro og senest Raúl Castro netop advarer om, at det er interne forhold, som kan føre til tabet af socialismen:

»... det eneste der kan få revolutionen og socialismen i Cuba til at mislykkes... er manglende evne til at rette op på de fejl vi har begået de seneste fem årtier og de nye fejl, som vi kan komme til at begå«, lød det ordret i Raúl Castros tale ved åbningen af kongressen.

 

Helt konkret

Og hvad er det så for nogle konkrete økonomiske forandringer, der sker:

* Antallet af ansatte i statens mange og store virksomheder skal ned. Det gælder både inden for produktionen og inden for service.

* Rationeringsbogen skal væk.

* Systemet med dobbelt valuta ophøre. Cubas traditionelle pesos har de seneste 20 år eksisteret side om side med en »hård« valuta, en såkaldt CUC. Det er blevet uholdbart.

* Cubanere skal kunne købe og sælge personbiler.

* Der bliver åbnet for en eller anden form for handel med boliger.

* Produktionen af fødevarer i Cuba skal hæves betydeligt. I 2014 skal Cuba være selvforsynende med fødevarer.

* Rammerne for privat virksomhed bliver udvidet, og der åbnes for ansatte, der ikke er medlemmer af ejerens egen familie, som det er i dag.

Det er blot nogle af de cirka 300 forandringer, som kongressen vedtog, og som nu er afleveret som forslag til Folkemagten i Cuba og til regeringen.

– For det er ikke det kommunistiske parti, der vedtager lovene og administrerer i Cuba. Lovene vedtages af Nationalforsamlingen, og iværksættes af regeringen, understreger Sven Tarp.

Men processen er godt i gang og forløber i et energisk og hurtigt tempo nu, hvor diskussionen i befolkningen er afsluttet.

– Brasiliens tidligere præsident Lula var i Cuba i sidste uge. Han førte forhandlinger om store brasilianske investeringer i byggeri af en kæmpe internationalt havn i Mariel vest for Havanna, fortæller Sven Tarp. Under et pressemøde, hvor præsident Raúl Castro deltog, blev der spurgt til de økonomiske reformer. Raúl svarede, at justitsministeren har fået til opgave at sikre hurtig behandling af alle nødvendige lovforslag og dekreter. Finansministeren har tilsvarende fået besked fra præsidenten om garantere en effektiv effektuering.

Sven Tarp virker nærmest lidt benovet over den effektivitet, som cubanerne udviser i denne sag.

Inden han går ind i en række eksempler slår han lige en håndfuld fundamentale ting fast:

1: At statsejendom er og forbliver den dominerende ejendomsform.

2. At de centrale og strategiske sektorer i økonomien forbliver på statens hænder, og at staten ved at overlade en række serviceydelser til kooperativer og selvstændige får bedre muligheder for at koncentrere sig om og udvikle de strategiske sektorer i økonomien.

3. At planøkonomi og ikke markedsøkonomi er det grundlæggende princip.

4. At man ikke tillader koncentration af ejendom og rigdom.

5. At den massive, lige og gratis adgang til sundhed, uddannelse, kultur og sport forbliver uændret.

 

Rationeringsbogen

Rationeringsbogen var i høj grad en fornuftig ting, da den blev indført. Igennem årtier har den sikret billig mad og andre grundlæggende fornødenheder. Den har reddet menneskeliv.

Men nu er den blevet en bremse på produktiviteten og viljen til at arbejde effektivt.

– Det, der gør en forskel i folks mulighed for at forbruge, er ikke om de arbejder hårdt og producerer, men om de har et bijob i turistsektoren – eller om de har en onkel i USA, der sender penge, forklarer Sven Tarp

En hel familie kan betale sine faste udgifter og indkøb over rationeringsbogen med en almindelig løn i Cubas traditionelle pesos. Det skyldes, at priserne er statsstøttede og derfor meget, meget lave på ris og bønner og sukker og andre grundlæggende fornødenheder.

– Så der er ingen særlig økonomisk fordel i at alle i familien tager et almindeligt arbejde. Man kan tjene mere ved forskellige småjob for turister eller andet, forklarer Sven Tarp.

Der nikkes indforstået blandt de mange i salen, der har været i Cuba. De typer kender man godt. Alt fra hjælpsomme cubanere, der til gengæld ber om en skilling i hård turistvaluta, og til ham der handler både med stjålne cigarer og sin egen søster.

– Nu skal statens støtte ikke længere gå til varerne men til trængende personer, der ikke kan arbejde og tjene penge til at betale udgifterne med; enlige mødre, pensionister og handikappede...

Fremover skal varerne koste det, som de koster. Og den pris skal kunden betale ved kassen. Det skal anspore cubanerne til at arbejde mere. Både fordi det er nødvendigt for at dække det daglige forbrug. Men det skal også være muligt at arbejde sig til en indtægt, som giver ekstra forbrugsmulighed.

Så rationeringsbogens næsten gratis fordeling af de nødvendige forbrugsvarer står i dag i vejen for at få produktionen op.

 

Korruption

Et andet problem er korruption som findes rigtigt mange steder i det cubanske samfund – i stort og småt.

– Frisørsaloner har hidtil typisk været statslige. Man kunne godt komme hen til frisøren og få at vide: Nej der er ingen tider i dag. Der er tid om en uge! Men med en enkelt eller to CUC, så er man i frisørstolen inden for to minutter.

Det lyder som om oplægholderen selv har oplevet situationen.

– Det er ikke fordi jeg vil sige, at alle cubanere er korrupte, men mange er bestikkelige, noterer han med et beklagende udtryk i ansigtet.

Og når så personen er blevet klippet, så stikker frisøren pengene i sin egen lomme. Staten har udgiften til at drive salonen og betale løn til frisørerne – men frisørerne snupper indtægterne!

Og det gælder ikke kun frisørsaloner. Det er udbredt.

Derfor satser Cuba nu på at nedlægge tusinder af statslige virksomheder og i stedet oprette dem som kooperativer. Så skal kooperativerne betale skat til staten, og så kan de selv beholde indtægten og heraf afholde driftudgifter.

– På den måde får staten nogle indtægter, og frisørernes indtægt står i forhold til deres reelle arbejdsindsats. Sven Tarp kigger ud over forsamlingen:

– Mange, der har været i Cuba og kørt i taxa, har oplevet, at taxameteret ikke bliver slået til. Betalingen går lige ned i chaufførens lomme. Det er som med frisørsalonen. Staten har udgifterne og chaufføren snupper indtægten.

Nu bliver taxafirmaerne omdannet til kooperativer, der skal betale leje af bilen til staten og en fast skat. Sådan får staten sin del af indtægterne, og taxachaufføren kan tjene mere ved at arbejde mere.

– Man kan ikke bekæmpe kriminalitet, korruption og manglende vilje til at arbejde alene med jura og moral. Det skal indføres et system, hvor det er nyttigt for personen selv at arbejde og producere, konkluderer Sven Tarp.

Når medierne nu skriver om, at 500.000 cubanere er blevet fyret fra staten, så er det vigtigt at forstå, at 300.000 af dem stadig laver det samme arbejde. Nu er frisøren, taxachaufføren og alle de andre blot ikke ansat af staten, men medejere af et kooperativ, tilføjer han.

 

Dårlig kvalitet

En deltager synes der er for meget »kinesisk lort« i Cubas butikker.

– Ja, svarer Sven Tarp. Det synes han også. Men det kinesiske lort kommer tit fra Thailand, lande i Afrika eller Latinamerika. Det er billige varer af dårlig kvalitet, som sælges i hele den tredje verden ikke kun i Cuba.

Kan udlændinge købe jord i Cuba?

– Nej, lyder svaret, og det kan cubanere heller ikke. Jord i Cuba tilhører staten, som kan leje den ud.

Hvordan er skattesystemet indrettet?

Sven Tarp funderer et øjeblik.

– Skatter og afgifter til staten er indrettet sådan, at det er enkelt at administrere. Så det er i høj grad faste beløb. Hvis du har et værelse til udleje, skal du af med så og så mange CUC om måneden – uafhængig af om værelset er udlejet meget eller lidt.

– Afgifter til staten fra virksomheder med ansatte er indrettet sådan, at det bliver dyrere og dyrere jo flere ansatte, der er. Det er en forholdsregel imod at skabe store private kapitalkoncentrationer.

Spørgeren nikker. Det var sgu meget klart.

Og så er der spørgsmålet om der med den nye økonomiske politik vokser en kapitalistklasse frem, som får objektive interesser i at bekæmpe socialismen?

– Jah..., svarer Sven Tarp. Det er et problem, som de skal være opmærksomme på, og som de er opmærksomme på.

Problemet er ikke stort nu, hvor det mest handler om mange små bitte enkeltmandsvirksomheder, og kun få større arbejdsgivere.

Det er tid at runde af, og det benytter Sven Tarp til at slå et par pointer fast:

– Det der gør, at jeg tror på Cuba, og bliver ved med at støtte Cuba af hele mit hjerte er, at jeg oplever, hvordan befolkningen er inddraget og tager aktivt del. Desuden er det bekræftende at opleve den kritiske og selvkritiske tilgang til virkeligheden, som der er. Der er ikke kun kritik nede fra. Der er en skarp kritik og selvkritik oppefra.

– Nogle cubanere snakker lidt humoristisk om, at der i Cuba er et to-parti system. Der er partiet og så er der Castro. Fidel Castro, som i sine taler var meget kritisk. Og nu Raúl, som er endnu værre – eller bedre! Han kritiserer endnu skarpere. Det er hans beretning til kongressen et fantastisk eksempel på.

 

Dagbladet Arbejderen, den 17. juni 2011.