Cubas mest kendte og populære forfatter
Udskriv

Leonardo Padura Fuentes, Cubas mest kendte og populære forfatter fylder i år 60 år, samtidig med hans bøger høster priser og anerkendelse i alverdens lande. Han er oversat til femten sprog.

I cubansk litteratur er Leonardo Padura Fuentes i en klasse for sig selv, også hvad angår popularitet. Han er født i 1955, fire år før revolutionen, i Villa Alicia’ som hans forældre byggede i 1954 i Havana-bydelen Mantilla.

Som romanforfatter debuterede Leonardo Padura i 1983 med en kærlighedshistorie.

Her har hans familie boet i fire generationer, og her bor han stadig med hustruen Lucia, der er journalist, og hunden Chiro. Han har en grad i latinamerikansk litteratur fra universitetet i Havana. Siden blev han journalist ved det litterært tidsskrift "Caiman Barbudo", hvor han skrev om kulturelle og historiske emner, og ungdomsforbundets avis "Juventud Rebelde". Senere, i 1990-95, var han redaktør på kulturmagasinet ’La Gaceta de Cuba’.

Som romanforfatter debuterede Leonardo Padura i 1983 med en kærlighedshistorie. Derefter stod den på journalistisk arbejde, inden han i 1991 kom med romanen "Den ulastelige cubaner", hvor den slidte, nostalgiske og offentligt ansatte politimand Mario Conde optræder for første gang.

Den ulastelige cubaner

På Cuba findes der ingen privatdetektiver. Paduras helt er en drikfældige, mad-og- kvinde-glad betjent, der hellere vil være forfatter og holder af skæve eksistenser. Det blev første bind i Havanakvartetten, der i fire bind har hver deres årstid som udgangspunkt og Conde i hovedrollen. I Danmark er bøgerne er ikke udgivet i den rækkefølge, de er skrevet og udgivet på i Cuba. Denne artikel omtaler dem i den rækkefølge de bør læses.

Paduras helt er en drikfældig, mad-og- kvinde-glad betjent, der hellere vil være forfatter og holder af skæve eksistenser.

I "Den ulastelige cubaner" er det vinter med kun 16-18 grader, da Conde bliver kaldt på arbejde, fordi en chef for et eksport-importfirma med Spanien under Industriministeriet, og som Conde gik i gymnasiet med, er forsvundet. Har chefen raget valuta til sig og smuttet til vesten eller er der andre svar? Conde får hjælp til opklaringen af sin ven "Den tynde", der trods navnet er temmelig fed og som sidder i rullestol efter at have kæmpet i Angola.

Forår

I "Forårsblæst over Havana" bliver Conde sendt ud til sin gamle skole for at opklare et mord på en lærerinde. Derved bliver han rodet ind i opklaringen af en marihuana-smuglerring, samtidig med at han forelsker sig i den rødhårede saxofonist Karina, hvad der svækker hans dømmekraft. Dette bind skildrer både Condes og Havanas liv, der begge rammes af forårsblæsten.

Maskespil

I "Maskespil i Havana" skal Conde opklare mordet på en transvestit. Conde, der ellers har karantæne fra politiet på grund af disciplinære omstændigheder, må trænge ind i Havanas bøssemiljø. Gennem den detroniserede teaterinstruktør Alberto Marques får vi et indblik i kultureliten i Cuba i slutningen af 1960’erne og 1970’erne.

Conde, som selv drømmer om at blive forfatter, får – til trods for sine erklærede "machostalinisme" – sympati for den gamle, homoseksuelle teaterinstruktørs manglende mulighed for at arbejde. Bogen giver et glimrende billede af den latinamerikanske machismo og den katolske kirkes rolle i den seksuelle undertrykkelse, som homoseksuelle blev udsat for i denne periode. Det er noget, der i vore dage arbejdes hårdt for og med stor succes på at ændre.

Efterårslandskab

"Cubansk efterårslandskab" foregår i 1989, som er det år, hvor Sovjetunionen, der var Cubas finansielle garant, gav op. Padura har selv betegnet bogen som en "melankolsk beskrivelse af Cuba". Vi følger Conde og hans venner, den tykke Carlos og hans mor Josefina, den småkriminelle Røde Candito, Haretand, og ungdomskæresten Tamara gennem systemets udfordringer, samtidig med vi fornemmer deres kærlighed til fædrelandet.

Disse skæve eksistenser skal finde ud af, hvem der har myrdet Miguel Forcade, der kort efter revolutionen stod i spidsen for eksproprieringen af borgerskabets private kunstskatte. Forcade hoppede af i 1978, drog i eksil i Miami, men var vendt tilbage til Cuba kort før, da han blev myrdet med et slag i hovedet og hans lem blev skåret af. Både dette, og hvorfor han vendte hjem til fædrelandet, er en gåde.

Som i de fleste Padura bøger, er det ikke opklaringen, men de maleriske beskrivelser, de forskellige typer mænd, forføriske kvinder, duftene, farverne, livsglæden, de erotiske undertoner og magtspillet, der bærer bogen. Det er en typisk Padura-bog, der vandt den internationale, og prestigefyldte Hammett-pris, opkaldt efter den amerikanske kommunist og krimiforfatter Dashiel Hammett, der blandt andet skrev "Rød høst" og "Ridderfalken".

Fortidens tåge

Herefter fulgte "Fortidens tåge", der foregår lidt i 1950’erne og lidt i Havana 2003. Den handler både om boghistorie, madhistorie, nationalhistorie og anti-strisserhelten Condes personlige historie.

Conde er ikke længere ansat ved politiet. Han lever nu som antikvarboghandler af at finde og sælge bøger sammen med bogkapitalisten, den universitetsuddannede Due. De falder over en bogsamling og historien er i gang. Som ofte kolliderer lidenskaben med muligheden for at få økonomisk gevinst.

I forsøget på at opklare mordet på en gammel bolero-sangerinde må Conde have hjælp af sin gamle stikker, "Afrikaneren" og han må ud i mindre sympatiske kroge af Havanas pulserende liv. Undertegnede tændte meget på de mange personer, der skal afhøres, og portrættet af Havana før revolutionen med sin korruption og mafia-dominans.

Adios Hemingway

"Adios Hemingway" er et bestillingsarbejd,e som Padura skrev i 2000. Det er en roman med både fiktive og virkelige personer.

Gensynsglæden med sine gamle kollegaer er lige så stort som mødet med hans yndlingsforfatter i det lille fiskeleje Cojimar.

I Finca Vigia, Hemingways hjem på Cuba, hvor "Papa" Hemingway levede i over tyve år, skyller et lig op efter en orkan. Conde opfordres af sin gamle makker Manolo til at koble sig på sagen og undersøge, om Hemingway er morderen. Gensynsglæden med sine gamle kollegaer er lige så stort som mødet med hans yndlingsforfatter i det lille fiskeleje Cojimar.

Conde undersøger Hemingways hjem og får gennem afhøringer af Hemingways omgangskreds et unikt indblik i livet i Finca Vigia, hvor kvinder, våben, rom og hanekampe var en del af hverdagen. Under opklaringen opdager han en anden side af sin tidligere litterære helt. Plottet skal ikke røbes, men bogen er en hyldest til Hemingway og krimigenren.

Sporskifte

Paduras bøger er ikke som så mange andre latinamerikanske forfatteres bøger præget af "magisk realisme" som hos den colombianske forfatter Gabriel García Marquez, men i stedet båret af den "skæve" betjent Conde. Dette "almindelige menneske" kan uhindret bevæge sig overalt i det cubanske samfund, tæt beslægtet som han er med amerikanske krimiforfattere som Raymond Chandler og Dashieel Hammett.

I 2006 udtalte Padura til Arbejderen, at "kriminalromaner er geniale til at kommentere livets skyggesider", og han fortsatte: "Jeg ville skrive en cubansk krimi, der var anderledes. Mere social, mere kritisk". Og i 2010 sagde Padura, at "for hver roman jeg skriver, bliver kriminalromanen mindre væsentlig. Jeg vil vise hvordan livet er på Cuba. Både de gode og dårlige sider".

På sporet af Trotskij

Leonardo Padura har skiftet spor, og er blevet mere samfundskritisk, selv om mange Conde-bøger er relativt kritiske og viser mange af Cubas skyggesider. Bøger som "Manden der elskede hunde" om Trotskij (2009) og "Kættere" fra i år, der tager udgangspunkt i en jødisk slægts historie, er mere historisk anlagte.

Den spændende "Mander, der elskede hunde" krævede fem års research. Det er historien om Trotskij, om hans morder Ramon Mercader, om bogens jeg-fortæller, den fiktive cubanske forfatter Ivan og om Cuba de sidste 30 år, om stalinismens grusomheder og revolutionens, også den cubanskes, knuste drømme.

Med en forfatters frihed får vi fortalt Trotskijs historie, og møder gennem Ivan hans morder Mercader på stranden, hvor han lufter sine to russiske mynder. Mercader deltog i den spanske borgerkrig, blev sovjetisk agent og mistede siden illusionerne. Han levede sine sidste leveår fra 1974 til 1978 på Cuba.

Det spændende ved bogen, der foregår i Mexico, Sovjet, Barcelona og Cuba, er kritikken af Sovjet-socialismen, der minder om Che Guevaras i 1960’erne. Bogen er udkommet i Cuba, hvor den modtog Kritiker-prisen.

Slangens hale

I 2011 vendte Paduras menneskelige strisserhelt Mario Conde tilbage i "Slangens hale". Den foregår i Havanas kinesiske kvarter i 1989 og er et tilbageblik på tiden, da han arbejdede med den smukke Patricia.

Hun er halvt sort, halvt kineser, og de skal sammen opklare et mord på Pedro Cuang, en kineser der er ven til hendes far. Han var som mange kinesere indvandret til Cuba i begyndelsen af århundredet, men blev fundet hængt med fingrene skåret af, og en cirkel og to pile ridset ind i sit bryst. Noget tyder på et rituelt mord, men var det hævn, henrettelse, narkoopgør eller røveri?

For at besvare disse spørgsmåle må Conde, og Patricia trænge ind i det lukkede kinesisk-cubanske samfund. Et sted man ikke kommer upåvirket fra., og som Padura på smukkeste vis beskriver hvorfor. Titlen hentyder til den kinesiske filosofi om, at for at finde slangens hoved, må man begynde med dens hale. Denne syvende Conde-bog er anderledes end de andre ved at være mere spændende og "krimi-agtig" end de øvrige bind.

En kritisk cubaner

Trods Paduras kritiske tilgang til livet på Cuba er han aldrig blevet censureret, hvilket tydeligvis har undret (irriteret) vestlige anmeldere. Han har modtaget et hav af priser, og i 2012 modtog han Cubas Nationale litteraturpris, der er landets vigtigste af sin art.

Netop nu er et spansk-tysk produktionsselskab i gang med at optage en tv serie over Conde-romanerne i Havanna.

Der er ingen tvivl om at med sine bøger, der er i absolut verdensklasse, har Padura bidraget til et mere helstøbt, og realistisk, billede af Cuba. Han elsker sit Cuba og det ham.

Af Bjarne Nielsen, Dagbladet Arbejderen, den 1. april 2015.